Piller eller plaster? Det spørgsmål har fået ny aktualitet, efter at forskere fra Uppsala Universitet har offentliggjort et af de største og mest metodisk præcise studier, vi til dato har haft om sammenhængen mellem hormonbehandling og risiko for blodpropper og hjerte-kar-sygdomme.

Studiet ‘Contemporary menopausal hormone therapy and risk of cardiovascular disease: Swedish nationwide register based emulated target trial’, publiceret i The BMJ,  analyserede data fra næsten én million svenske kvinder i alderen 50 til 58 år mellem 2007 og 2020 (Johansson et al., 2024).

Af disse var 77.512 i hormonbehandling, mens 842.102 fungerede som kontrolgruppe uden behandling.

Det store datagrundlag og den måde, forskerne har designet studiet på — som et såkaldt “emulated target trial” baseret på nationale sundhedsregistre — gør resultaterne særligt robuste.

I alt blev der i løbet af den toårige opfølgningsperiode registreret 24.089 hændelser, herunder blodpropper, hjerteanfald og slagtilfælde.

Resultaterne viste, at den samlede risiko var lav, men ikke ens.

Oral behandling — især kombinationen af østradiol og gestagen — gav en mindre, men målbar stigning i risikoen for blodpropper.

Risikoen steg med to ekstra tilfælde pr. 1.000 kvinder om året, svarende til en absolut risiko på 0,08 procent pr. år.

Til sammenligning var risikoen blandt kvinder, der ikke modtog hormonbehandling, omkring 0,04–0,05 procent.

Til gengæld viste hormonplastre ingen nævneværdig øget risiko for hverken blodpropper eller hjerte-kar-sygdomme.

Den konstaterede risiko i denne gruppe lå på niveau med kontrolgruppen, hvilket også stemmer med tidligere observationer, hvor risikoen for venøs tromboemboli ved transdermal behandling er rapporteret til cirka 0,03 procent (Scarabin et al., 2003; Canonico et al, 2007).

Alt tyder dermed på, at forskellen ikke handler om hormonerne i sig selv, men om den fysiologiske vej, de tager gennem kroppen.

Når hormoner tages som tabletter, skal de passere leveren, hvor de påvirker produktionen af koagulationsfaktorer og dermed øger blodets evne til at størkne.

Det er særligt i kombination med gestagen, at denne mekanisme kan forstærke risikoen for blodpropper.

Når hormonerne i stedet optages gennem huden — som plaster, gel eller spray — når de blodbanen direkte uden at belaste leveren og uden samme påvirkning af koagulationssystemet.

I studiet fandt man ingen forhøjet risiko ved transdermal behandling.

Til gengæld sås en tydelig øget risiko ved brug af tibolon, som i modsætning til de øvrige præparater var forbundet med en højere forekomst af hjerteanfald, blodprop i hjernen og iskæmisk hjertesygdom — men ikke venøse blodpropper.

Konklusionen er tydelig: Risikoen ved hormonbehandling er generelt lav, men administrationsformen spiller en afgørende rolle.

Valget mellem pille og plaster er dermed ikke en lille, ubetydelig detalje, men et centralt klinisk valg.

For de fleste kvinder vil transdermal behandling derfor være et sikrere valg end tabletter, og en hormonspiral et sikrere valg end gestagen i pilleform.

Budskabet er ikke at genoplive frygten for hormoner, men at nuancere den.

I årevis har kvinder fået besked på at være varsomme, uden at nogen har forklaret, at risikoen varierer med noget så enkelt som den vej, hormonet optages i kroppen.

Den nye svenske undersøgelse viser, at moderne, fysiologisk hormonbehandling kan gives med lav risiko — hvis den gives på den rigtige måde.

Så drop frygten, men tag beslutningen med viden i ryggen — og med en læge, der er på forkant.