Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Overgangsalderen er blevet lettere at tale om. Det betyder bare ikke nødvendigvis, at vi er blevet bedre til at forstå den.
I denne uge fortalte den britiske avis The Telegraph historien om Victoria Baker.
Victoria var 52 år gammel. Arkitekt. Mor til to. Gift. Succesfuld. Livlig. Aldrig haft mentale problemer før.
Sammen med sin mand drev hun en virksomhed inden for ejendomsudvikling og design og havde skabt et liv med familie, arbejde og succes, som hun var dybt tilfreds med.
Men så begyndte noget at ændre sig — uden at hun kunne sætte en finger på, hvad der skete.
Pludselig kunne hun ikke sove. Angst og koncentrationsproblemer begyndte at æde sig ind på det liv, hun kendte. Hun oplevede det, der i dag ofte beskrives som hjernetåge — ude af stand til at huske, forvirret, glemte ord.
Hun forsøgte desperat at forstå, hvad der var ved at ske med hende. Og fordi hun ikke kunne finde et reelt svar, åd angsten sig ind på sjælen, bid for bid.
Hun blev overbevist om, at et antihistamin, hun havde fået efter et insektbid, havde påført hende en hjerneskade. Hun spekulerede på, om en fiskeret, hun havde spist i Venedig, kunne være årsagen.
Hun ledte efter forklaringer i medicin, kost og tilfældigheder. Alle de steder, man intuitivt ville begynde at lede, hvis ens mentale overskud, hukommelse og koncentrationsevne pludselig føltes fremmede.
Hvordan skulle hun vide, at overgangsalderen kunne føles sådan?
Hvordan skulle hun vide, at nogle kvinder ikke kun oplever hedeture og lidt dårligere søvn, men en gennemgribende forandring i deres mentale trivsel?
Hvordan skulle hun vide, at den største frygt ikke nødvendigvis er hedeturene (hvor gyselige de end er), men følelsen af ikke længere at kunne stole på sin egen hjerne?
Hvordan skulle hun vide, at angst kan opstå hos kvinder, der aldrig tidligere har været angste? At søvnen kan lege kispus i måneder eller år. At koncentration, hukommelse og følelsen af mentalt overskud kan ændre sig så markant, at nogle kvinder begynder at tvivle på deres egen dømmekraft?
Det er svært ikke at hæfte sig ved, hvor fraværende tanken om perimenopause tilsyneladende var. Som om den forklaring slet ikke fandtes blandt de muligheder, hun overvejede.
Som om det forekom mere sandsynligt, at noget udefrakommende havde forårsaget hendes symptomer, end at en biologisk overgangsfase kunne påvirke et menneske så gennemgribende.
For sent vurderede flere af de involverede læger, at symptomerne sandsynligvis hang sammen med perimenopausen kombineret med en mulig udiagnosticeret ADHD. Hendes tilstand blev dog aldrig endeligt diagnosticeret.
Og måske er det netop her, historien bliver større end Victoria Baker.
For den siger noget om den måde, vi, både som kvinder og samfund, har lært at tale om overgangsalderen på.
Psykologisk, biologisk detour
Vi er kulturelt skolet til at tænke, at psykiske symptomer kræver psykofarmaka og terapi, og vi er skolet til at tænke, at stress, angst og depression er noget, vi “selv er skyld i”.
Vi er også flasket op med, at psykiske symptomer har en biologisk årsag. Så at årsagen er vores hormoners fluktuationer og fald. Nej da?
Og går vi til vores egen læge, så er der en god sandsynlighed for, at vi får at vide at perimenopause bare er “årene før den egentlige menopause”… ikke den “rigtige” overgangsalder.
Derfor misser mange af os, at stressen og den psykiske detour faktisk er dybt biologisk.
Måske er det også derfor, at så mange kvinder ender med at lede de forkerte steder.
For når kroppen reagerer med hedeture, accepterer vi uden videre, at hormoner kan være forklaringen.
Når slimhinderne bliver tørre, når menstruationen bliver uregelmæssig, eller når ledsmerterne dukker op, er det de færreste, der stiller spørgsmålstegn ved den biologiske forklaring.
Men så snart symptomerne rammer hjernen, ændrer fortællingen sig.
Pludselig bliver forklaringen stress. Eller arbejdspres eller en personlig krise. Noget, der skal bearbejdes.
Det er som om vi uden problemer accepterer, at hormoner kan påvirke næsten alle kroppens organer — bortset fra det organ, hvor der sidder østrogenreceptorer i stor stil.
Nemlig hjernen.
Konsekvensen er, at kvinder med søvnløshed, angst, koncentrationsproblemer, depression eller følelsen af ikke længere at kunne kende sig selv ofte bliver sendt ned ad et spor, hvor symptomerne først og fremmest forstås som psykologiske.
Nogle gange er de selvfølgelig det.
Men nogle gange står kvinden midt i en af de største hormonelle omstillinger i sit liv.
Og det burde måske være et af de første spørgsmål, vi stiller. Ikke et af de sidste.
Det er heller ikke tilfældigt, at forskere de senere år har interesseret sig mere for sammenhængen mellem menopausetransitionen og psykisk trivsel.
I flere vestlige lande ses de højeste selvmordsrater blandt kvinder netop i aldersgruppen omkring menopausetransitionen. Samtidig ved vi, at risikoen for depressive symptomer, angst, søvnforstyrrelser og oplevelsen af nedsat livskvalitet stiger markant i perimenopausen.
Det betyder naturligvis ikke, at menopause alene forklarer disse udviklinger.
Men det understreger, hvor problematisk det er, når vi reducerer overgangsalderen til hedeture, vifter og små ha ha-jokes.
Vi gjorde overgangsalderen spiselig
Det er dejligt, at vi i dag taler langt mere om overgangsalderen end for bare ti år siden. Det er en god udvikling, og den skal ingen tage fra os.
Tavsheden er blevet afløst af samtaler, bøger, podcasts og avisartikler. Kvinder deler erfaringer med hinanden på en måde, der ville have været svær at forestille sig for bare få år siden.
Men samtidig er der opstået en anden, og ret træls, tendens. For i vores iver på at gøre overgangsalderen spiselig, har vi har gjort den folkelig.
Vi har gjort den til historier om vifter på natbordet, lag-på-lag-tøj og kvinder, der, puha, pludselig får det varmt til møder.
Det er ikke forkert. Faktisk slet ikke. Det er bare heller ikke hele sandheden. For samtidig findes der alt for mange kvinder rundt omkring, som oplever noget langt mere voldsomt:
- Kvinder, der udvikler angst uden nogensinde tidligere at have været angste.
- Kvinder, der ikke kan sove og dermed ikke kan fungere dagen efter.
- Kvinder, der totalt har mistet overskud, kognition og koncentration.
- Kvinder, der ikke længere kan udføre det arbejde, de altid har mestret.
- Kvinder, der begynder at tvivle på deres hukommelse, deres dømmekraft og deres identitet.
- Kvinder, der ikke tænker: “Jeg er nok i overgangsalderen.” Men i stedet tænker: “Der må være noget alvorligt galt med mig.”
Og så tager frygten altså fat.
For hvis man ikke ved, hvad man står midt i, bliver symptomerne let til noget andet:
Til mistanken om stress, udbrændthed, depression. Om begyndende demens, om hjerneskade — og alt muligt andet end den hormonelle omstilling, der måske foregår lige foran én.
Så om vi vil det eller ej, er det her, vi stadig svigter. Som læger, kollegaer, chef, familie og venner.
For samtidig med at vi er blevet bedre til at tale om overgangsalderen, har vi ikke været gode nok til at tale om, hvor alvorligt den kan ramme nogle kvinder.
Vi har normaliseret den og ladet det glide over i bagatellisering.
Men for nogle (forskning peger på 60%) bliver overgangsalderen langt mere end en biologisk overgang.
Og hvis vi kun fortæller historierne om hedeturene, og griner lidt af os selv, risikerer vi at efterlade de hårdest ramte kvinder alene med den konklusion, som måske er den farligste af alle: At de ikke ér i overgangsalderen, men at der er noget alvorligt galt med dem.
Måske er det derfor, historien om Victoria Baker føles som sådan en mavepuster.
Den afslører nemlig et paradoks i vores samtid:
Vi ved mere om overgangsalderen end nogensinde før. Der forskes mere. Der skrives mere. Der tales mere.
Alligevel findes der stadig kvinder, som når så langt ud, at de mister sproget for det, der sker med dem. Det er stof til eftertanke.
Fakta om menopause og mental trivsel
Et studie fra University College London, publiceret i tidsskriftet Post Reproductive Health, viste, at mere end halvdelen af kvinderne (53%) oplevede at blive diagnosticeret med angst eller depression uden, at overgangsalderen blev inddraget som en mulig forklaring på deres symptomer.
Kvinder i perimenopausen har mere end dobbelt så høj risiko for at udvikle bipolar lidelse og 40% højere risiko for at udvikle klinisk depression. Samtidig kan de hormonelle og fysiske forandringer, der er forbundet med overgangsalderen, føre til tilbagefald hos kvinder med tidligere spiseforstyrrelser eller udløse udviklingen af nye spiseforstyrrelser.
I løbet af de seneste to årtier er selvmordsraten steget blandt kvinder i 45-55-årsalderen – netop de år, hvor de fleste kvinder befinder sig i menopausetransitionen. Alligevel har hormonernes potentielle betydning for denne udvikling fået bemærkelsesværdigt lidt opmærksomhed.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
