Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Når videnskaben bevæger sig langsomt, bliver formidling en form for omsorg. Menokind eksisterer ikke for at tilfredsstille systemet – men for at give kvinder adgang til viden, mens den stadig gør en forskel.
Sådan lød en kommentar fra en læge, da vi delte et nyt forskningsresultat om hormonbehandling. Og den er på mange måder et glimrende udgangspunkt for at stille et mere grundlæggende spørgsmål:
Hvem er det egentlig, vi er her for? Lægerne eller kvinderne?
For der er en afgørende forskel på de to: Læger skal forholde sig til den mest robuste form for evidens, helst randomiseret, dobbeltblindt, placebokontrolleret og publiceret i et højt rangeret tidsskrift.
Det er deres pligt, og den skal de have i fred.
Men vores pligt er en anden.
Vi skriver ikke for et peer-review-panel, men for de mennesker, det hele handler om. Kvinder, der står midt i forandringer, som for mange stadig er omgærdet af usikkerhed, frygt og fragmenteret viden.
Menokind er således ikke et tidsskrift for forskere.
Vi er et vidensfællesskab for kvinder. Vi skriver for at oplyse. Vi oversætter videnskab, ikke for at simplificere den, men for at gøre den tilgængelig.
Det betyder, at vi nogle gange skriver om studier, der endnu ikke er publiceret i et tidsskrift, men præsenteret på en konference — ikke for at konkludere for tidligt, men for at kvalificere debatten, mens den stadig er åben.
Det betyder, at vi tager kvindernes egne erfaringer alvorligt, selv når de ikke passer ind i en statistisk model.
Og det betyder, at vi ikke kun anerkender klinisk evidens, men også levet evidens.
Levet evidens: Når biologi møder hverdag
Levet evidens er det, der sker, når biologi møder hverdag. Når hormoner påvirker søvn, energi og sind.
Når kvinder fortæller, at deres liv ændrer sig — ikke som datapunkter, men som mønstre, der bliver for tydelige til at ignorere.
Det er ikke modsætningen til videnskab. Det er dens forudsætning.
For det er en illusion, at den højeste evidens altid er den mest relevante.
Et randomiseret studie kan vise effekt, men aldrig nødvendigvis spejle virkeligheden.
De fleste kvinder, vi skriver til, ville slet ikke være blevet inkluderet i et klinisk forsøg. De er for komplekse. De har for mange symptomer, tager for meget medicin, har for mange samtidige livsomstændigheder.
De lever ikke i et kontrolleret miljø, men i en virkelighed, hvor arbejdsliv, stress, børn, overgang, søvnløshed og sygdom filtrer sig ind i hinanden.
Når vi skriver om forskning, gør vi det for at bygge bro mellem laboratoriet og virkeligheden.
Vi mener ikke, at forskningen skal ned på gaden — men at gaden skal have adgang til forskningen.
For når resultater som de nylige om hormonbehandlingens timing bliver præsenteret — data på over 120 millioner kvinder, der viser, at tidspunktet for opstart ser ud til at have afgørende betydning for både sygdomsrisiko og overlevelse — så er det ikke bare en videnskabelig detalje.
Det er et signal, der fortjener at blive forstået, forklaret og sat i perspektiv.
Ja, det er observationelt. Ja, det er foreløbigt. Men det er også et datapunkt i et voksende mønster, der peger i samme retning som de sidste tyve års forskning: at hormonbehandling virker bedst, når den gives tidligt.
At østrogen ikke kun lindrer symptomer, men beskytter kredsløb, knogler og hjerne. At det, der engang blev præsenteret som en risiko, i mange tilfælde viser sig at være en beskyttelse.
Det, vi forsøger, er ikke at erstatte lægevidenskaben — men at give kvinderne adgang til den. At give dem mulighed for at forstå, hvor forskningen peger hen, før den bliver omsat til retningslinjer.
For ofte går der ti år fra første signal til klinisk ændring. Ti år, hvor kvinder fortsat lider unødigt, fordi forskningen ofte kommunikeres for sent og for snævert til, at den kan gøre en forskel i tide.
Vi vil hellere tage debatten for tidligt end for sent.
Vi vil hellere give kvinder for meget viden end for lidt.
Vi vil hellere sige “det ser ud til” end tie, mens misforståelserne breder sig.
Videnskab er ikke et mål i sig selv. Det er et sprog, der skal hjælpe os med at forstå mennesket.
Og når halvdelen af menneskeheden systematisk er blevet ekskluderet fra forskningen, bør vi måske ikke længere være så hurtige til at afvise alt, der ikke passer ind i det nuværende hierarki af evidens.
Vi tror ikke på mindre videnskab. Vi tror på bredere viden.
Vi tror på, at sandheden bor i krydsfeltet mellem laboratoriet og livet.
Og vi tror på, at det at formidle også er en form for omsorg — for kvinder, der har fået at vide, at de skal lide, til de kan dokumentere, at de lider nok.
Og for at minde systemet om, hvem det i sidste ende er til for.
Derfor er vi her. Ikke for at tilfredsstille systemet eller berolige lægerne, men for at tjene jer — kvinderne.
For at skrive, forklare og insistere på, at jeres erfaringer også tæller som data.
Og fordi vi ved, at for hver dag, forskningen venter på at blive færdigvalideret, mister nogen modet.
Det er dem, vi skriver for.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
