Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Kvinder i 40’erne og 50’erne rammes af et massivt, men overset, biologisk risikovindue for angst, depression og selvmordstanker. Det taler vi alt for sjældent om.
Vidste du, at flere studier viser markant flere psykiatriske symptomer — inklusiv depression, angst, mani, psykotiske episoder og selvmordsadfærd — lige før og under menstruation hos kvinder i den fertile alder?
Vidste du, at et dansk studie fandt en tydelig overhyppighed af akutte psykiatriske indlæggelser netop omkring menstruationen — og færre i den stabile, intermenstruelle fase?
Og vidste du, at store systematiske reviews dokumenterer, at kvinders humør, impulsivitet, stressrespons og søvn påvirkes direkte af hormonelle udsving i cyklussen — på tværs af diagnoser og på tværs af symptomtyper? Faktisk så meget, at psykiatrien flere steder er begyndt at anbefale, at menstruationscyklus indgår som et “vital sign” i vurderingen af kvinders mentale helbred, fordi mønsteret er så markant.
Fakta er, at der er et tydeligt sammenfald mellem hormoner og kvinders psykiske velbefindende — og fakta er, at de år, hvor kvinders hormonniveauer begynder at svinge markant (og dermed de år, hvor risikoen for angst, depression, selvmordsforsøg, søvnbesvær og generel mental ustabilitet stiger) “sjovt nok” falder sammen med slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne, hvor vores hormoner opfører sig som 200 vilde heste der endelig har brudt ud af fangenskab.
Vi kalder det angst, stress, depression, livsomstændigheder, men virkeligheden er at det som minimum også er den periode, hvor kvinder, der ellers har levet stabile liv uden psykiatrisk historik, pludselig møder sundhedsvæsenet med symptomer, de ikke kan få til at stemme med deres egen selvforståelse.
Det bemærkes på psykiatriske afdelinger. Det ses hos praktiserende læger. Det går igen i store internationale datasæt. Og alligevel fremstår oplevelsen for den enkelte kvinde ofte isoleret. Som noget der må være knyttet til hendes situation, hendes relationer, hendes økonomi eller hendes arbejde. Det biologiske element nævnes sjældent — hverken af hende selv eller af dem, hun søger hjælp hos.
Men mønsteret er for tydeligt til at afvise som tilfældigt. Og netop derfor er det så bemærkelsesværdigt, at det næsten aldrig indgår i den samtale, kvinder får, når de begynder at reagere på måder, de ikke tidligere har oplevet.
Det mentale risikovindue ingen taler om
Når man begynder at samle data på tværs af studier, lande og aldersgrupper, bliver et mønster hjerteskærende tydeligt: kvinder i slutningen af 40’erne og op gennem 50’erne udgør en af de mest psykisk sårbare grupper i voksenlivet. Ikke som i betydningen “skrøbelige”, men i betydningen “biologisk udsatte”.
Det er nemlig her, forekomsten af depression, angst, irritabilitet, søvnforstyrrelser og emotionelle sammenbrud stiger markant.
Og nej. Det er desværre ikke bare anekdoter. Det er ren og skær fakta.
Store registerstudier viser, at selvmordsadfærd — både tanker, forsøg og egentlige selvmord — er markant hyppigere i alderen 45–55 end i nogen anden periode i kvinders liv.
Et stort systematisk review af midtlivsselvmord i Journal of Psychiatric Research (Qin et al., 2022) dokumenterer netop dette mønster på tværs af lande og datasæt.
Et andet stort registerstudie fra Asien, et nationalt kohortestudie i Frontiers in Psychiatry (Moon et al., 2024) viser tilsvarende, at kvinder med tidlig menopause har højere risiko for selvmord — og at risikoen topper i midtlivet.
Disse fund flugter med den brede litteratur, som i årevis har vist øget selvmordsadfærd hos kvinder i netop dette aldersvindue.
Det stopper ikke dér. Det store britiske kohortestudie i British Journal of Psychiatry (Clements et al., 2025) viser, at risikoen for selvmordsforsøg og selvmord mere end fordobles — i nogle tilfælde tredobles — når kvinder i midtlivet gennemgår skilsmisse eller separation. Det er et af de mest robuste fund, vi har på området: at en livsbegivenhed, som mange kommer igennem, rammer kvinder i denne aldersgruppe langt hårdere end både yngre og ældre kvinder.
Samtidig viser ny kvalitativ forskning fra 2025 (Hendriks et al., 2025) at mange kvinder i perimenopausen for første gang i deres liv oplever alvorlige psykiske symptomer. Ikke små udsving, men depressive episoder, gennemgribende angst, emotionelle sammenbrud, panikreaktioner og selvmordstanker, der virker ude af proportion med det, der foregår omkring dem. Det er ofte kvinder, der aldrig tidligere har haft kontakt med psykiatrien, som nu dukker op — forvirrede, udmattede, og ærligt talt chokerede over deres egen reaktion.
Det interessante — og det hjerteskærende — er, at disse kvinder ofte lever helt almindelige liv. De beskriver stabile forhold, stabile job, voksne børn, ordnede økonomiske rammer. De siger ting som: “Jeg plejer ikke at være sådan.” Eller: “Jeg føler mig ikke som mig selv længere.”
Det, de oplever, føles som et personligt sammenbrud. Men når man ser på tallene, passer deres oplevelser næsten for godt ind i det mønster, der er dokumenteret i internationale datasæt: midtlivet som et tydeligt psykisk risikovindue.
Det er også derfor, psykiatere og akutmodtagelser igen og igen møder kvinder i netop denne aldersgruppe, som for første gang i deres liv står i en tilstand, de ikke selv kan forklare. Ikke fordi deres liv er brudt sammen — men fordi noget i dem er. Et skift i den mentale regulering, overblik, der lige så godt kunne sendes til småt brandbart og en ny form for skrøbelighed, der ikke harmonerer med deres egen selvforståelse.
Og alligevel er det yderst sjældent, at kvinder får sammenhængen forklaret. I stedet får de at vide, at de “må være stressede”. At de “har meget om ørerne”. At deres symptomer skyldes arbejde, børn, relationer, økonomi. Alt det, der naturligvis også spiller en rolle — men som ikke alene forklarer, hvorfor symptomerne koncentrerer sig så markant i netop disse år.
For når man lægger tallene ved siden af hinanden, snorlige og databårent, tegner der sig et mønster, der er svært at bortforklare: det er i slutningen af 40’erne og begyndelsen af 50’erne, at den psykiske modstandskraft forskydes mest markant. Og det mest bemærkelsesværdige er ikke, at det sker — men at så få kvinder får at vide, at det er almindeligt, at det er dokumenteret — og at det ikke er et personligt forfald, men et kendt, men overset risikovindue.
Det virkelig overraskende er, at ingen siger det højt.
Hvad hormoner gør ved hjernen (og hvorfor det er umuligt ikke at mærke det)
Hvis man stripper overgangsalderen for alle kulturelle fortællinger, alle antagelser og alle floskler om “livsfaser”, står man tilbage med én ting: et biokemisk system, der mister den rytme, det har været bygget op omkring i årtier. Og når rytmen forsvinder, reagerer hjernen slet og ret. For det, vi kalder “hormoner”, er i virkeligheden ikke noget blødt og diffust, men en biokemisk reguleringsmekanisme, der styrer store dele af hjernens funktion.
Østrogen er ikke et “kvindehormon”. Det er et neuroaktivt steroid, der påvirker stort set alle hjernens netværk: serotonin, dopamin, noradrenalin, GABA og glutamat. Det påvirker amygdala (alarmcenteret), hippocampus (hukommelse og følelsesbearbejdning), prefrontal cortex (overblik, impulskontrol, problemløsning). Det påvirker søvncenteret i hypothalamus, stresssystemet i HPA-aksen og hele balancen mellem ro, vågenhed og følelsesmæssig regulering.
Det er derfor, man i cyklusforskningen kan måle psykiatriske symptomer helt ned på dagsniveau, når østrogen falder. Det er derfor PMS og PMDD eksisterer. Og det er derfor, man i studier på tværs af diagnoser ser øget impulsivitet, forværret depression, øget angst, ringere søvn og højere selvmordsadfærd, når hormonniveauerne dykker. Og det er derfor, psykiatrien flere steder i verden nu anbefaler, at man registrerer menstruationscyklus som et vitalt tegn — på linje med puls, blodtryk og temperatur — når kvinder vurderes for psykiske symptomer.
Hvis det er den effekt, små, forudsigelige hormonudsving har på yngre kvinder, giver det næsten sig selv, hvad der sker, når udsvingene bliver uforudsigelige i perimenopausen med årrækkens serie af kollaps, spring, spikes, stilstande og udsving, der ikke længere følger en cyklus, man kan aflæse. Det er perimenopausens biologiske logik. Det er også derfor, kvinder fortæller, at deres psyke opfører sig “ukendt” i denne periode — ikke bare for dem selv, men også for dem, de går til behandling hos.
Helt lavpraktisk sker der det her: Når østrogen falder brat, bliver alarmcenteret mere aktivt. Angsten stiger. Katastrofetankerne bliver mere indtrængende.
Når progesteron svinger, ændrer GABA-reguleringen sig, og mange mister den rolige, dæmpende fornemmelse, som ellers har været en grundrytme i deres indre liv.
Når dopaminsystemet påvirkes, glider motivationen og fremdriften ud mellem fingrene.
Når serotonin falder, bliver følelserne mindre regulerede — mere rå, mere intense, og man reagerer kraftigere, hurtigere og mere sårbart. Når hormonerne styrer uden retning, gør tankerne det samme.
Det er derfor, kvinder i perimenopausen beskriver reaktioner, der virker ude af proportion med det, der reelt sker. Det er (for pokker!)!ikke fordi, de “overreagerer”.
Det er fordi hjernen reagerer på ændringer i biokemi — ikke på en ydre anledning. Et lille problem kan sætte kæmpe indre bølger i gang. En praktisk udfordring kan udløse et angstanfald. En diskussion kan mærkes i kroppen i dagevis. Ikke fordi man er dramatisk. Men fordi det system, der tidligere stabiliserede reaktionen, er blevet ustabilt.
Forskellen er, at ingen fortæller kvinder det her. Ingen siger: “Det giver mening, at du har det sådan. Din hjerne er midt i en neurokemisk ombygning.” I stedet får de at vide, at de skal “slappe af”, “stresse ned”, “tage det roligt”, “fokusere på sig selv”, “sove bedre”, “mærke efter”, “starte på antidepressiv medicin”. Alt sammen råd, der i bedste fald er irrelevante og i værste fald forværrer følelsen af at være forkert.
For der er ikke noget “forkert”. Der er fysiologi.
En fysiologi, der har været veldokumenteret i 40 år, men som aldrig rigtigt er blevet bragt ind i samtalen om kvinders mentale helbred — hverken i konsultationen hos lægen, i psykiatrien eller i parterapien. Og slet ikke i den almindelige kulturforståelse af, hvordan kvinder fungerer mentalt gennem livet.
Det er derfor, det rammer så hårdt, når det rammer. Og det er derfor, kvinder oplever, at de mister den robusthed, de har haft i årtier — selv når deres liv i øvrigt er fuldstændig i orden.
Der er ikke noget mystisk ved det. Og det handler ikke om psykologi, karakter eller en pludseligt opstået svaghed. Det er slet og ret neurobiologi.
Kvinden som gåde: 500 års forsøg på at forklare det, vi nu ved er biologi
Når man ser tilbage på historien, bliver én ting absurd tydelig: kvinder har altid reageret på hormonernes op- og nedture. Det er ikke en moderne opfindelse. Og det har intet at gøre med “nutidens stress”. Det er ikke et resultat af karriere, skilsmisser eller børneliv. Det er et biologisk grundvilkår, der har været der hele tiden — i puberteten, gennem vores fertile år, i graviditeter, efter fødsler og naturligvis i overgangsalderen.
Det er vores forklaringer, der har været helt ad helvede til.
I middelalderen blev kvinders følelsesudbrud, uro og intense mentale reaktioner tolket som tegn på besættelse. Det man i dag ville kalde hormonstorme, blev dengang kaldt hekseri. Bogstaveligt. Kvinder blev brændt på bålet, fordi de havde en biologi, der kunne skifte karakter på måder, ingen mænd kendte fra deres eget system.
Senere blev den samme biologi omdøbt til “hysteri” — en diagnose som i over 2000 år blev brugt som forklaring på alt fra gråd til vrede til angst. Ikke fordi nogen havde gjort dig den ulejlighed at forstå mekanismen, men fordi kvinders følelsesmæssige svingninger altid er blevet læst som karakter, ikke som kemi. Indtil 1952 var “hysteria” en officiel psykiatrisk diagnose. Det siger mest om systemet — ikke om kvinderne.
Springer vi frem til 1800-1900-tallet, blev kvinder med kraftige hormonelle reaktioner indlagt, isoleret, tvangsbehandlet og medicineret. Ikke på grund af diagnoser, men fordi deres reaktioner irriterede omgivelserne. “Nervesvækkelse.” “Melankoli.” “Lav sindsstemning.” Alt sammen omskrivninger af det, vi i dag kender som hormonelt betingede udsving.
I 1950’erne kom “mothers little helper” — benzodiazepinerne, som i enorme mængder blev udskrevet til kvinder, der reagerede på præcis samme måde, som kvinder reagerer på menopause i dag: angst, uro, søvnproblemer, emotionelle sammenbrud. Ikke én eneste af dem fik at vide, at deres hjerne reagerede på udsving i østrogen og progesteron. De fik bare piller, så deres omgivelser kunne holde dem ud.
Og i 2002 kom den næste store mavepuster: WHI-studiet.
Pludselig blev hormonbehandling dæmoniseret. Kvinder stoppede på deres hormonbehandling i hobetal. Millioner blev revet ud af deres hormonelle stabilitet. Og hvad gjorde man? Man udskrev antidepressiv medicin i stedet. Recepttallene eksploderede. Ikke fordi kvinderne pludselig var blevet depressive — men fordi de blev hormonelt destabiliserede uden forklaring og uden behandling.
Når man ser på historien samlet, står én ting tilbage: kvinder har reageret på hormonelle udsving i århundreder, men forklaringen har aldrig fulgt efter oplevelsen. Fortællingerne ændrede sig. Mekanismen gjorde ikke. Og det er først i de seneste år, at biologien endelig begynder at få et sprog.
Når nutidens sundhedsvæsen stadig læser kvinder med fortidens briller
Der er en rød tråd her. Når man lægger de historiske lag ved siden af hinanden, snorlige og databårne, tegner der sig et klart billede af, at kvinders hormonelle udsving fortsat bliver tolket gennem datidens kulturelle værktøjskasse: besættelse, hysteri, nervelidelser, husmorstress, depression. Ordene har ændret sig, men grundlogikken er den samme. Forklaringen søger stadig efter psyke og livsomstændigheder, selv når reaktionen tydeligt har rod i biologi.
Den tradition ligger nu som et underlag i moderne medicin. Et britisk kvalitativt studie, ‘Just Put Up With It’: Women’s Experiences of Perimenopause and Menopause’, viser, hvordan både kvinder og praktiserende læger overser forbindelsen mellem perimenopause og psykiske symptomer, og hvordan læger ofte beskriver deres egen usikkerhed i håndteringen.
Konsultationsrum i primærsektoren er fulde af midtlivskvinder, der møder op med panikangst, søvn der er smuldret til småkagelignende dej, følelsesmæssige sammenbrud og depressive symptomer. Men samtalerne drejer sig om arbejde, relationer, børn, økonomi — alt sammen reelle belastninger, men kun en del af billedet. Hormonstatus bliver sjældent nævnt.
Flere nyere reviews understøtter den sammenhængende biologiske forklaring, bl.a. ‘Promoting good mental health over the menopause transition.’ (Brown et al., 2024), og ‘Understanding menopause: mental health considerations’ (Cunningham et al., 2025), som alle peger på perimenopausen som et veldokumenteret sårbarhedsvindue for depression, angst og følelsesmæssig ustabilitet.
Når forklaringen primært placeres i psyken, bliver behandlingen tilsvarende. En kommentar i BMJ med titlen ‘Curb antidepressant use: perimenopausal women may benefit from HRT’ (Glynne & Newson, 2024) beskriver, hvordan antidepressiva ofte bliver førstevalg i stedet for hormonbehandling, selv om HRT i mange tilfælde er anbefalet ved overgangsrelaterede humørforandringer. Et tilsvarende fund fremhæves i reviewet ‘Common mental health diagnoses arising from or coinciding with menopausal transition and prescribing of SSRIs/SNRIs medications and other psychotropic medications.’ (Alsugeir et al., 2024).
Et stort internationalt narrative review, ‘Menopause and Mental Health’ (Crockett et al., 2025), konkluderer desuden, at hormonovergangen øger risikoen for depressive symptomer, angst og kognitive forstyrrelser — og at klinisk viden om mekanismerne er ujævn og ofte utilstrækkelig i praksis.
Også psykiatrien fortsætter mønstret. Et centralt review, ‘Severe mental illness and the perimenopause’ (Behrman & Crockett, 2023) beskriver, hvordan antidepressiva ofte er mindre effektive i perimenopausen, og hvordan østradiol i flere studier har vist sig at forbedre depressive symptomer både alene og i kombination med antidepressiva.
Det matcher nyere data fra studiet ‘Self-harm in women in midlife: rates, precipitating problems and outcomes following hospital presentations in the multicentre study of self-harm in England’ (Clements et al., 2025), hvor midtlivskvinder med selvskade ofte møder systemet med et miks af psykiske symptomer og biologiske udsving, som sjældent bliver set som to sider af samme sag.
De kvalitative erfaringer fra kvinder selv bekræfter det samme. Flere mixed-methods- og survey-studier, bl.a. ‘Perceptions of healthcare provision throughout the menopause in the UK: a mixed-methods study’ (Martin-Key et al., 2023) og ‘Perimenopause symptoms, severity, and healthcare seeking in women in the US’ (Cunningham et al., 2025), beskriver, hvordan kvinder føler sig misforstået, bagatelliseret eller udredt i fragmenter, uden at der bliver skabt en sammenhængende forklaring på, hvordan hormoner, humør, søvn og funktion hænger sammen.
Herhjemme er KISO-undersøgelsen (N = 153,800) sat i verden for at kortlægge, hvilke symptomer danske kvinder i overgangsalderen oplever – hvor hyppige de er, hvor belastende de er, og hvordan de fordeler sig på tværs af alder og livssituation. Indtil videre fortæller KISO os ikke noget om behandling eller forløb, men den dokumenterer én ting med al ønskelig tydelighed: at symptomerne er udbredte, ofte markante og langt fra “bare lidt hedeture”.
Blindheden ligger altså ikke kun i kulturen, men også i praksis. Når man holder kliniske erfaringer op mod studier som førnævnte, bliver det tydeligt, hvor langt der er mellem den biologi, vi ved påvirker hjernen — og den måde symptomer vurderes på i mødet med sundhedsvæsenet.
Konsekvensen er enkel: Mange kvinder får hjælp, der ikke rammer det, de faktisk oplever. De får psykologiske forklaringer på biologisk forankrede reaktioner. De får medicin, som dæmper symptomer, men ikke adresserer den mekanisme, der driver dem.
Og de får sjældent den besked, der kunne have ændret hele oplevelsen: at deres hjerne er midt i en dokumenteret, målbar neurobiologisk ombygning — og at de ikke er ved at miste forstanden.
Fra blindhed til behandling: et roadmap for at hjælpe kvinder rigtigt
Når man først har set mønstret, er det umuligt at ignorere det: Vi kan ikke blive ved med at behandle kvinder, som om deres symptomer opstår i et vakuum. Perimenopausen — og menopausen i dens helhed — er ikke et løst mellemstadie, men en afgrænset biologisk fase, der påvirker hjernen med en styrke og konsekvens, som alt for sjældent indgår i udredningen.
Alligevel møder mange kvinder et system, hvor symptomer håndteres stykkevis og delt. Lidt angst dér, lidt søvnbesvær dér, lidt koncentrationsproblemer dér. Lidt antidepressiv medicin, lidt sovepiller, lidt terapi. Samtalen kredser om arbejde, relationer og ydre belastninger — alt det, der naturligvis spiller en rolle, men som ikke forklarer de markante skift i reaktioner, mønstre og intensitet.
Det er her, psykologiseringen tager over. Biologisk betingede reaktioner bliver forklaret psykologisk, og behandlingen rammer derefter: fragmenteret, symptomfokuseret og uden blik for den mekanisme, der faktisk driver processen. Det er også derfor, antidepressiva fortsat udskrives som standardbehandling, selv når symptombilledet er tydeligt hormonelt — ikke fordi kvinderne nødvendigvis er depressive, men fordi udredningen stadig starter det forkerte sted.
Det er i den situation, kvinder får at vide, at de skal “slappe af”, “stresse ned”, “sove bedre”, “passe på sig selv” — i stedet for at få at vide, at deres erfaringer er almindelige, biologiske, dokumenterede og behandlingsbare. At de ikke er ved at miste sig selv. At deres hjerne reagerer på noget helt konkret. At der findes behandling, der adresserer mekanismen — ikke bare manifestationerne.
Derfor er det afgørende, at psykiatriens anbefaling om at registrere menstruationscyklus som et vitalt tegn ikke bare bliver en faglig parentes. Det bør blive standard. Og næste skridt bør være, at hormonstatus integreres direkte i vurderingen af kvinders mentale helbred i midtlivet — lige så naturligt som blodtryk, puls og medicinliste.
Men for at det kan ske, kræver det andet og mere end individuel opmærksomhed.
Det kræver, at nationale retningslinjer opdateres — både i gynækologien og i psykiatrien — så perimenopausen ikke længere forveksles med stress, kriser eller personlighed.
Det kræver målrettet efteruddannelse af almen praksis, så udredningen ikke længere bliver fragmenteret, men tager afsæt i en hormonpræcis anamnese, hvor søvn, angst, irritabilitet, kognitive symptomer og cyklusmønster ses som én sammenhæng.
Det kræver tværfaglige forløb, hvor hormonel regulering, mental sundhed, søvn og livsstil vurderes samlet — ikke som parallelle siloer.
Og det kræver systematisk dataopsamling, så vi ikke igen står med en generation af kvinder, hvis symptomer var tydelige i data, men usynlige i praksis.
I sin kerne er roadmap’et enkelt: Kvinder — du — fortjener en behandling, der tager jeres biologiske virkelighed alvorligt. Ikke flere halve forklaringer. Ikke flere psykologiske gætterier. Ikke flere år, hvor reaktioner, der er fuldstændig forventelige, bliver læst som individuelle sammenbrud i stedet for fysiologiske processer.
Der findes en bedre måde at gøre det på. Og det begynder med, at nogen siger det højt: Det giver mening. Det er biologi. Og der er noget, vi kan gøre.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
Kildeliste
1. Handy TC, Rivera-Rivera Y, Maguire J. Psychiatric Symptoms Across the Menstrual Cycle in Adult Women: A Comprehensive Review. Harv Rev Psychiatry. 2022;30(2):100-117. Link
2. Saunders KE, Hawton K. Suicidal behaviour and the menstrual cycle. Psychol Med. 2006;36(7):901-912. Link
3. Luggin R, et al. Acute Psychiatric Admission Related to the Menstrual Cycle. Acta Psychiatr Scand. 1984;70(4):390–397. Link
4. Hendriks T, et al. The mental health challenges, especially suicidality, experienced by women during perimenopause and menopause: A qualitative study. Womens Health (Lond). 2025;21:17455057251338941Link
5. Clements C, et al. Self-harm in women in midlife: rates, precipitating problems and outcomes following hospital presentations in the multicentre study of self-harm in England. Br J Psychiatry. 2025;227(1):456–462. Link
6. Qin P, Syeda S, Canetto SS, et al. Midlife suicide: A systematic review and meta-analysis of socioeconomic, psychiatric and physical health risk factors. J Psychiatr Res. 2022;154:233–241. Link
7. Moon DU, Kim H, Jung JH, et al. Association of age at menopause and suicide risk in postmenopausal women: a nationwide cohort study. Front Psychiatry. 2024;15:1442991. Link
8. Biener SN, Jørgensen TSH, Hybholt M. Women in Healthy Transition (KISO) Survey: a cohort of 153,800 women aged 45–59 years living in Denmark. Eur J Epidemiol. 2025. Link
9. Glynne S, Newson L. Curb antidepressant use: perimenopausal women may benefit from HRT. BMJ. 2024;384:q220. Link
10. Alsugeir D, Adesuyan M, Talaulikar V, et al. Common mental health diagnoses arising from or coinciding with menopausal transition and prescribing of SSRIs/SNRIs medications and other psychotropic medications. J Affect Disord. 2024;364:259–265. Link
11. Crockett C, Lichtveld G, Macdonald R, et al. Menopause and Mental Health. Adv Ther. 2025. Link
12. Behrman S, Crockett C. Severe mental illness and the perimenopause. BJPsych Bull. 2023;48(6):1–7. Link
13. Martin-Key NA, Funnell EL, Spadaro B, et al. Perceptions of healthcare provision throughout the menopause in the UK: a mixed-methods study. npj Womens Health. 2023;1(2). Link
14. Cunningham AC, Hewings-Martin Y, Wickham AP, et al. Perimenopause symptoms, severity, and healthcare seeking in women in the US. npj Womens Health. 2025;3(12). Link
Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Ut elit tellus, luctus nec ullamcorper mattis, pulvinar dapibus leo.
