Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Du tror måske, det er løgn, men i årtier blev kvinder udelukket fra kliniske forsøg. Her er historien om, hvordan medicinsk evidens blev til — uden kvinder.
“Selvfølgelig har vi forsket i den kvindelige krop! På fire marsvin. Og to han-duer. I 1941. Den ene var udstoppet.
Det er selvfølgelig satire — men kun næsten. For når man dykker ned i den forskning, der danner grundlaget for moderne medicin, opdager man hurtigt et mønster:
Den kvindelige krop har oftere været et forstyrrende element end et interessant studieobjekt.
I årtier blev fraværet af kvinder i de medicinske forsøg set som en fordel. Man mente, at man fik mere pålidelige og “rene” resultater, når man holdt hormoner og cyklus ude af ligningen.
Men man glemte det mest grundlæggende: at mænd og kvinder ikke er ens — hverken hormonelt, metabolisk, immunologisk eller neurologisk. Og at forskellen netop er det, der skulle have været undersøgt.
Den forstyrrende variabel
Det begyndte i laboratorierne i midten af det 20. århundrede, da biomedicinen for alvor tog form.
Penicillin, binyrebarkhormon og de første p-piller ændrede den medicinske verden, og laboratorierne summede af nye teknologier, der kunne måle, kontrollere og gentage eksperimenter i et omfang, man aldrig før havde set.
Med det fulgte en ny måde at tænke videnskab på, hvor forskningen blev industrialiseret, og idealet blev præcision.
Forsøg skulle være kontrollerede, stabile og sammenlignelige. Det handlede om at eliminere alt, der kunne forstyrre data — alt, hvad man ikke kunne regne på, forudsige eller standardisere.
Og i den jagt på rene resultater begyndte man at fjerne det uforudsigelige: variation, fluktuationer — og i sidste ende hunnerne i dyreforsøgene.
De havde en cyklus, og en cyklus betød udsving. Udsving betød usikkerhed. Og usikkerhed var det værste, man kunne udsætte et regneark for.
Da kvinder blev fjernet fra ligningen
Det, der begyndte som bekvemmelighed i laboratoriet, blev siden forvandlet til politik.
I 1977 udstedte den amerikanske lægemiddelstyrelse, FDA, retningslinjer, der skulle beskytte kvinder i den fødedygtige alder mod fosterskader i kliniske forsøg.
På papiret var det et forsigtighedsprincip. I praksis blev det et forbud mod at inkludere kvinder i forskning.
Man ønskede at undgå risici, men endte med at fjerne halvdelen af befolkningen fra den videnskab, der skulle redde dem.
Dermed blev den såkaldt “neutrale” testperson en mand på 70 kilo — og han blev måleenheden for alt: dosis, bivirkninger, blodtryk, stofskifte og smertegrænse.
Han var forsøgsstandardens alfa og omega, et matematisk menneske uden cyklus, graviditet eller hormonelle variationer.
Da forbuddet endelig blev ophævet i 1993, var skaden allerede sket.
Et helt forskningsapparat var bygget op omkring ham. Lærebøger, medicindoseringer og diagnostiske kriterier tog udgangspunkt i hans fysiologi.
Kvinden blev defineret som en variation over temaet — en afvigelse fra standarden, der krævede forklaring, tilpasning eller tålmodighed.
Konsekvenserne blev tydelige i klinikken:
Kvinder med hjerteanfald oplevede fx ofte kvalme, rygsmerter eller udmattelse, mens mænd havde de klassiske brystsmerter og udstråling til venstre arm.
Men fordi de oprindelige studier var baseret på mænd, blev kvinders symptomer betragtet som atypiske, og mange blev diagnosticeret for sent.
I dag dør kvinder fortsat oftere af hjerte-kar-sygdomme — ikke fordi de er biologisk skrøbeligere, men fordi deres symptomer ikke passer til manualen.
Det samme gælder smerte.
Kvinder rapporterer hyppigere kroniske smerter end mænd, men bliver sjældnere tilbudt effektiv behandling.
I laboratoriet målte man smertetærskel på mænd og konkluderede, at kvinders lavere tærskel måtte skyldes følsomhed, ikke fysiologi.
Dermed blev smerten gjort psykologisk, ikke biologisk.
Den forskningsmæssige blindhed blev kort sagt klinisk virkelighed, for når kvinder sagde, at noget gjorde ondt, havde systemet allerede lært lægerne, at de nok tog fejl.
Videnskabens køn
Blindheden for kvindekroppen stoppede desværre ikke ved klinikkens dørtrin — eller ved inkluderingen af kvinder i forskningen i 1993.
Den fortsatte i forskningen, hvor man stadig behandlede køn som en ubelejlig variabel.
I 2011 dokumenterede Beery og Zucker i Nature Neuroscience, at over 80 procent af prækliniske studier stadig blev udført på han-dyr — også når sygdommene primært ramte kvinder.
Ti år senere viste et studie i eLife, at de fleste biomedicinske artikler stadig undlod at skelne mellem mænd og kvinder i deres resultater.
Selv når kvinder faktisk indgik i forsøgene, blev data ofte blandet sammen og analyseret som ét gennemsnit.
Og ja. Gennemsnittet skaber pæne grafer, men skjuler virkeligheden.
De forskelle, der kunne have gjort os klogere, forsvinder, når man udligner dem statistisk.
Det er som at blande to farver maling og bagefter påstå, at farven er “neutral”.
Den er ikke neutral — den er bare uigenkendelig og udefinerbar.
Når evidensen mangler — fordi kvinder gør
Når en læge i dag siger, at der “ikke er evidens” for en behandling, betyder det sjældent, at evidensen peger den forkerte vej.
Det betyder oftere, at den aldrig blev indsamlet — i hvert fald ikke for kvinder.
Hormonbehandling i overgangsalderen, bivirkninger af antidepressiva, dosis af hjertemedicin: alt sammen områder, hvor kvindekroppen stadig behandles som et ubekræftet eksperiment.
Så mangel på evidens betyder sjældent mangel på effekt. Det betyder mangel på kvinder.
Og den mangel drypper ned gennem hele sundhedssystemet.
Kvinder får oftere bivirkninger af medicin, fordi dosis sjældent justeres efter kropssammensætning, metabolisme eller hormonstatus.
Diagnoser som ADHD, autisme og Alzheimers har længe været defineret ud fra mænds symptombilleder — og derfor overses de mildere, mere subtile udtryk hos kvinder.
Selv de systemer, der skulle rette op på skævheden, gentager den:
Kunstig intelligens, der blev solgt som garant for objektivitet, trænes på data, hvor mænd stadig dominerer.
Resultatet er algoritmer, der genkender det, de er blevet fodret med: den samme krop, den samme norm, den samme fejl.
Den digitale neutralitet har stadig Y-kromosom, suk.
Et paradigme, der endelig skifter
Hormoner har i årtier fungeret som forskningsverdenens nemme undskyldning. Når man ikke forstod, hvorfor kvinder reagerede anderledes, sagde man “det er hormonerne” — uden at spørge hvordan og hvorfor.
I stedet for at undersøge, hvordan hormoner påvirker hjernen, hjertet eller immunsystemet, brugte man dem som bevis på, at kvinder var for komplekse at forstå.
Hormonerne blev symbol på ustabilitet, ikke biologi; sådan groft sagt.
Fra 1800-tallets “kvindelige hysteri” til 1950’ernes “nervøse lidelser” og 2000-tallets “stress” har mønsteret været det samme:
Når videnskaben ikke kan forklare kvinder fysiologisk, forklarer den dem psykologisk.
Man kalder det fremskridt, men det er i virkeligheden en fortsættelse af den samme blindhed.
Først nu begynder vi for alvor at se konsekvensen af det fravær, og forskningen indhenter langsomt det, der blev tabt: de hormonelle mønstre, de neurologiske forskelle, de immunologiske mekanismer, som i årtier blev anset som støj.
Det er ikke nye opdagelser — det er gammel viden, endelig set med nye øjne.
Og måske er det det mest lovende ved vores tid: at kvindekroppen ikke længere skal forklares væk, men forklares bedre.
At hormoner ikke længere er undskyldningen, men nøglen — og at vi ikke længere er den forstyrrende variabel, men selve variablen, der gør forskningen sand.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
Kildeliste
1. Beery AK, Zucker I. Sex bias in neuroscience and biomedical research. Neurosci Biobehav Rev. 2011 Jan;35(3):565-72. doi: 10.1016/j.neubiorev.2010.07.002. Epub 2010 Jul 8. PMID: 20620164; PMCID: PMC3008499. Link
2. Woitowich NC, Beery A, Woodruff T. A 10-year follow-up study of sex inclusion in the biological sciences. Elife. 2020 Jun 9;9:e56344. doi: 10.7554/eLife.56344. PMID: 32513386; PMCID: PMC7282816. Link
3. U.S. Food and Drug Administration. Guideline for the study and evaluation of gender differences in the clinical evaluation of drugs; notice. Fed Regist. 1993 Jul 22;58(139):39406-16. PMID: 11645233. Link
