Jo, den er god nok. Vi kvinder er opdraget til at holde fast.

Til at blive, selv når noget gør ondt. Til at få det til at glide. Til at bære over. Til at finde os i. Til at være en, der ikke stiller krav. En, der ikke er til besvær. En, der tager en for holdet, hver gang.

En, der smiler, mens kæberne går af led.

Og vi har gjort det. I årevis. Holdt fast i relationer, der ikke gjorde en indsats for at holde fast i os. I roller, vi aldrig bad om at spille. I forventninger, ingen sagde højt, men som lå og pressede sig op ad nervesystemet.

Ikke fordi det gav mening — men fordi det var det, vi lærte.

Kvinder er socialiseret til at bære stemningen, tage ansvar, glatte ud, være “den ordentlige”.

Det er dokumenteret i alt fra børneopdragelse til arbejdskultur, relationelle dynamikker og forskning i køn og ledelse.

Vi er — ret ubevidst — opdraget til at være kvinde på en måde, der ikke fylder.

Og arbejdskraft på den måde, der fungerer som en lille mand. Mellem 8 og 16 skal vi være effektive, robuste, løsningsorienterede. Præstere. Smile. Tage ansvar. Være benhårde, men for guds skyld ikke vrede. Det er aggressivt og ikke kønt.

Vi skal kunne det samme som vores biologiske modstykke — bare uden restitution, plads til hormonelle udsving eller forståelse.

Vi lærer kort sagt at være taknemmelige for at være med, selv når bordet ikke er dækket til os.

Og det gik jo. Længe. Indtil det ikke længere gik.

For på et tidspunkt sker der noget.

Ikke nødvendigvis med et brag. Men det siver ind. Søvnen bliver ustabil, lyde skærer skarpere, stemningen i rummet bliver tungere at bære. Vi kalder det måske bare træthed. Eller hormoner. Eller alder.

Men sandheden er, at vi ikke er ved at knække. Vi er ved at gennemskue.

Vi opdager, at det ikke handler om, at vi ikke kan holde til det mere.

Det handler om, at vi ikke længere vil holde sammen på alt. Det, vi før kaldte nødvendigt, begynder at føles som noget, vi aldrig burde have accepteret.

Hvorfor skal vi egentlig undskylde os selv? I-fucking-gen.

Og med den begynder vi at skelne. Og måle ting med andre enheder. Ikke: “Hvad forventes der?” Men: “Hvad koster det mig?” Ikke: “Kan jeg klare det?” Men: “Vil jeg bruge min sparsomme energi på det?”

Og så begynder vi at slippe.

Ikke det hele på én gang. Men det, der tynger. Det, der støjer. Det, der konstant kræver, at vi strækker os ud over det rimelige. Konventioner og forventninger.

Vi trækker os fra samtaler, vi før holdte i gang. Fra relationer, hvor vi var den primære drivkraft. Fra møder, hvor vi alligevel ikke blev hørt.

Vi holder op med at forklare. Holder op med at kompensere. Holder op med at tage ansvar for stemninger, skævhed og systemer, der aldrig har været bygget til os.

Vi begynder at tage os selv alvorligt — ikke som følelse, men som praksis.

Og det er ikke bare noget, vi finder på. Det sker, fordi noget i os forandrer sig. Ikke bare i sindet, men i kroppen.

Når østrogenniveauet falder, ændrer det både hjernens signalstoffer, energiniveau, restitution og tålmodighed. Det er ikke psykologi. Det er neuroendokrinologi.

Når østrogen falder, falder også den smidighed, vi før har levet på. Vi bliver mindre tålmodige. Mindre tilbøjelige til at glatte ud. Mindre interesserede i at holde sammen på noget, der ikke holder os.

Det er ikke en fejl. Det er en funktion. Et biologisk system, der nu begynder at prioritere anderledes.

Hormonerne skrues ned — og så gør vi det samme. Vi sparer på det, vi før delte ud af i overflod: omsorg, fleksibilitet, overbærenhed.

Nej, vi gider ikke finde dine sokker. Led selv. Nej, vi vil ikke give og give og give uden at få ømhed tilbage. Nej.

Midtlivet kræver en anden form for energistyring.

Hvor vi før bar alt — uden at mærke, hvad det kostede — begynder vi nu at mærke det hele.

Og det, vi mærker, tvinger os til at vælge.

Vi vælger fra og giver slip.

Vi slipper fortællinger, der ikke længere tjener os.

Vi slipper tøj, der ikke længere klæder os.

Vi slipper relationer, der ikke længere nærer os.

Vi slipper forventninger, der ikke længere rager os.

Og ja. Det kan virke voldsomt. På andre. Men vi gør det, fordi vi ikke længere kan eller vil andet.

Fordi kroppen kalder os hjem.

Og fordi vi endelig forstår, at det, vi før kaldte omsorg, ofte var overlevelse på andres præmisser.