Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Debatten om hormoner — også når det gælder brystkræft — handler ofte mere om frygt end om videnskab. Her får du nuancerne, som statistikken alene ikke kan give.
Der er få ord, der kan få skuldrene til at trække sig helt op under ørerne på en kvinde i overgangsalderen som sætningen: “Hormoner øger risikoen for brystkræft.”
Ikke fordi udsagnet er uden sandhed — men fordi det næsten altid serveres uden forklaring. Et tal, en procent, en advarsel. Punktum. Og så sidder man dér med en følelse af, at noget vigtigt mangler: Hvor meget? For hvem? Sammenlignet med hvad?
Det er netop det, der går galt i samtalen. Risiko bliver ofte præsenteret som et enkeltstående procenttegn, løsrevet fra kontekst, tid, symptomer og alt det andet, der former kroppen i de år, hvor hormonbehandling overhovedet er relevant. Og når risiko mangler proportioner, vokser frygten automatisk.
Hvis man skal forstå nutidens frygt, bliver man nødt til at forstå fortidens fejl.
For ingen af os vågnede op en morgen og besluttede, at hormonbehandling var farligt. Det kom et sted fra. Og det sted var WHI.
I 2002 udkom studiet Women’s Health Initiative (WHI), og konklusionerne ramte som et jordskælv: en øget risiko for brystkræft hos kvinder, der fik hormonbehandling (Rossouw JE et al., 2002).
Det, der ikke blev kommunikeret dengang, var hvem kvinderne i studiet faktisk var: gennemsnitsalder 63, mange år efter menopausens begyndelse, og i øvrigt behandlet med en kombination af konjugeret østrogen og MPA — en præparattype, som stort set ingen bruger i dag. Og så blev tallene kommunikeret ud på en måde, der ikke var proportional med fundene, men som gjorde den relative risiko til en hovednyhed i stedet for at vise, hvor små de absolutte tal reelt var.
Nuancerne druknede simpelthen. Medierne greb tallene og gjorde dem til overskrifter. Og pludselig stod “24% øget risiko” alene — uden kontekst, uden proportioner, uden det helt centrale: at forskellen i faktiske tilfælde var lille, og at østrogen-alene-armen viste en tendens til lavere risiko.
Derudover blev studiet stoppet før tid, og resultaterne er siden blevet revurderet og korrigeret — senest igen i 2024 (Chlebowski RT et al., 2013; Prentice RL et al., 2021; Johansson Å et al., 2024).
Men det var ikke de opdaterede nuancer, der satte sig fast i kvinder.
Det var frygten.
En hel generation af kvinder og læger vendte sig væk fra hormonbehandling — absolut ikke på grund af data, men på grund af måden data blev formidlet på.
Resultatet blev et tomrum, hvor hormonbehandling blev noget, man “skal passe på med”, baseret på antagelser der ikke matcher den behandling, vi giver i dag (Fasero M et al., 2025).
Og det er dét tomrum, mange af os stadig står i. I skyggerne fra et studie, der aldrig blev forklaret med den balance, det krævede.
Når frygten tager over, stopper samtalen, før vi når ind til selve biologien. Og uden biologien mister vi overblikket.
For hvis vi kun taler om risiko i brystvævet, taler vi slet ikke om alt det, der er i spil: søvn, hjerte-kar-funktion, muskler, knogler, blære, hjerne, libido og den mentale modstandskraft.
Derfor er det ikke nok at sige “der er en øget risiko for brystkræft”.
Man er nødt til at spørge: øget med hvor meget? hos hvem? sammenlignet med hvad? og i hvilken fysiologisk kontekst?
Og netop derfor skal de faktiske tal lægges frem — som helt almindelig, forståelig matematik.
Risiko: hvorfor absolut risiko er det eneste meningsfulde
Da WHI blev offentliggjort, var det tallet “24% øget risiko”, der røg direkte på forsiderne. Og det satte sig fast. For når man hører “24% øget risiko”, er det intuitivt at tro, at det betyder, at 1 ud af 4 kvinder får brystkræft.
Det er den psykologiske effekt af relative tal: hjernen tror, den får en andel mennesker, ikke en forskel mellem to grupper.
Men relative tal fortæller kun en meget lille del af historien. Den del, der giver mening, kommer først, når man kigger på den absolutte risiko:
I placebogruppen fik 19 ud af 10.000 kvinder brystkræft om året, og i behandlingsgruppen fik 23 ud af 10.000 om året (Rossouw JE et al., 2002).
Det er dét spring — fra 19 til 23 — der bliver til de 24%.
Altså: risikoen steg fra 0,19% til 0,23% om året. En absolut forskel på 0,04 procentpoint.
Oversat til almindeligt dansk: fire ekstra tilfælde pr. 10.000 kvinder om året.
Det er derfor relative tal kan gøre små forskelle større, end de er.
Absolutte tal viser, hvad der faktisk skete: en lille ekstra gruppe af tilfælde — ikke en dramatisk stigning i forekomsten, som medierne fik det gjort til.
Når man først har gennemskuet, hvordan WHI blev læst, er næste skridt at forstå de studier, der ofte nævnes som modvægt: Million Women Study og Lancet-meta-analysen.
Og der er det helt afgørende at forstå hvordan de er lavet.
Million Women Study fandt omkring 19 ekstra tilfælde pr. 1.000 kvinder over ti år ved kombinationsbehandling og cirka fem ekstra tilfælde ved østrogen alene (Beral V et al., 2003).
Lancets metaanalyse ligger højere — typisk 14–20 ekstra tilfælde pr. 1.000 kvinder over tyve år, afhængigt af gestagenformen. Daglig gestagen omkring 20; intermitterende omkring 14.
Analysen samlede data fra mange store kohortestudier på tværs af lande, aldre og præparater — inklusive hormonformer og doser, der ikke længere bruges (Collaborative Group on Hormonal Factors in Breast Cancer, 2019).
Tallene er reelle — men de er også resultatet af metodevalget. For både Million Women og Lancet er observationsstudier.
Det betyder: kvinderne bliver ikke fordelt tilfældigt til behandling eller ingen behandling. Forskerne følger grupper af kvinder, der allerede lever forskelligt.
Og selv om man justerer statistisk, kan man aldrig helt udligne forskelle i alkoholforbrug, BMI, fysisk aktivitet, medicinbrug, socioøkonomi og komorbiditet. Alle ting, der i sig selv øger risikoen.
Derfor ender observationsstudierne ofte med højere absolutte tal end WHI. Ikke nødvendigvis fordi moderne MHT er farligere — men fordi alt andet ikke kan holdes konstant.
Hvis grupperne ikke ligner hinanden ved start, bliver noget af risikoen tilskrevet hormoner, selv om den i virkeligheden kan skyldes alt muligt andet.
WHI har på sin side styrken ved randomisering — men også sine egne begrænsninger. Deltagerne var som sagt i gennemsnit 63 år, ofte langt forbi menopausens begyndelse, og mange havde højere BMI end godt var. Alt sammen faktorer, der i sig selv øger brystkræftrisikoen.
WHI fortæller derfor ikke “hvad moderne MHT gør ved en 48-årig med nyt
symptombillede”. Det fortæller, hvad en ældre, allerede østrogenfattig population oplevede ved en præparattype, vi stort set ikke bruger længere.
Og det er her pointen er: ingen af studierne — hverken WHI, Million Women eller Lancet — står alene med sandheden.
De viser hver deres udsnit af virkeligheden, farvet af metode, alder, præparater og historiske praksisser.
Det fulde billede opstår først, når man ser, hvor de overlapper — og hvor begrænsningerne ligger.
Men fælles for dem er konklusionen: risikoen ved kombinationsbehandling findes. Den er lille. Og den skal ses i forhold til de faktorer, der påvirker risikoen langt mere.
Absolut risiko for brystkræft over 10 år
Tallene er harmoniseret til en 10-års periode for at vise de reelle proportioner mellem baseline, WHI, Million Women Study og Lancet.
Det næsten skjulte faktum: De fleste får brystkræft uden MHT
Når man står midt i debatten om hormoner, får man let indtryk af, at brystkræft i høj grad er et hormonbehandlingsrelateret problem. Sådan lyder fortællingen i medierne — og sådan bliver samtalen ofte formet i klinikken.
Men når man vender blikket mod data, tegner der sig et andet billede.
Omkring 80 procent af alle brystkræfttilfælde opstår hos kvinder, der aldrig har taget hormonbehandling — og langt størstedelen skyldes forhold, der følger med livet selv: alder, mutationer i brystvæv, gener, livsstil og brystvævstæthed (Beral V et al., 2003; Collaborative Group, 2019).
Det er en vigtig detalje: ikke fordi MHT er uden betydning, men fordi billedet er langt mere nuanceret end som så.
Det meste af risikoen kommer ikke fra behandlingen — men fra de biologiske og livsstilsmæssige forhold, der over årtier påvirker brystvævet.
Og det er præcis dér næste spørgsmål naturligt opstår: Hvad er det egentlig for mekanismer, der driver risikoen?
Hvor mange får brystkræft uden MHT?
Omkring 80 procent af alle brystkræfttilfælde opstår hos kvinder, der aldrig har fået hormonbehandling. Det betyder, at den største del af risikoen findes i alder, gener, livsstil og baggrundsforekomst.
Når forskningen læses samlet og ikke stykkevis
Når man lægger tallene ved siden af hinanden, falder perspektivet på plads.
WHI viste, at kombineret hormonbehandling giver omkring 4 ekstra tilfælde af brystkræft pr. 1.000 kvinder. Det er et lille, målbart tal — ikke dramatisk, men reelt.
Og så er der alt det, der vejer langt tungere.
- Alkohol: Allerede 1–3 genstande dagligt løfter risikoen i samme størrelsesorden. Og ofte mere.
- Overvægt: Hos kvinder med BMI > 30 ser man typisk 20–40 ekstra tilfælde pr. 1.000. Det skyldes både hormonproduktion i fedtvæv, inflammation og insulinresistens (Key TJ et al., 2003).
Det er markante forskelle. Og det er her, de store studier skal ses i sammenhæng.
WHI viste en lille stigning. Million Women og Lancet viste større tal — men i populationsstudier, hvor kvinder i forvejen adskilte sig markant i fx vægt, alkoholforbrug, aktivitet og medicinbrug.
Deres resultater afspejler derfor hele livspakken, ikke kun hormonerne (Rossouw JE et al., 2002; Beral V et al., 2003; Collaborative Group, 2019).
Når man kombinerer den randomiserede evidens, de store befolkningsdata og de kendte risikofaktorer, står billedet klart: MHT er en lille modifikation af risikoen – ikke hovedmotoren.
Og det er fra det billede, man skal træffe sine valg. Ikke fra et enkelt tal løftet ud af kontekst, men fra helheden: hvad risikoen faktisk kommer af, og hvad man som kvinde vinder eller mister ved at behandle eller lade være.
Og lad os så ikke glemme fordelene
Og hvad er det så, hormonerne egentlig betyder i kroppen? Hvad er det, der gør, at tabet af østrogen og progesteron (og til dels testosteron) kan mærkes så dybt, at det påvirker vores søvn, koncentration, stabilitet og helt almindelige funktionsevne? Og hvorfor er det, at hormonbehandling lindrer så bredt?
Det handler selvfølgelig om dronningen over alle hormoner: østrogen.
Østrogen findes ikke kun i æggestokkene. Det er vævet ind i en række systemer, som alle mister deres stabilitet, når niveauet falder — og det er den ustabilitet, hormonbehandling dæmper. Ikke ved at “pynte” på symptomer, men ved at genindføre noget af den rytme, kroppen tidligere har haft.
- Det mest mærkbare sted er temperaturreguleringen. Hedeture og nattesved opstår, når hypothalamus mister sit normale termoneutrale interval. Når østrogen falder, bliver intervallet snævrere — og temperaturen svinger ud af balance. Med behandling bliver intervallet bredere igen, og symptomerne falder ofte dramatisk (Avis NE et al., 2015; Fasero M et al., 2025).
Når temperaturen falder til ro, gør nervesystemet det samme. Mange kvinder oplever, at nattesøvnen vender tilbage for første gang i flere år, og at kroppen ikke længere ligger i en konstant alarmstilling (Caufriez A et al., 2011; Hachul H et al., 2008).
- Hjernen reagerer mindst lige så tydeligt. Østrogen påvirker blodgennemstrømning, synaptiske forbindelser og de systemer, der regulerer hukommelse og opmærksomhed. Når niveauet falder, føles hjernen tåget, langsom eller “ude af drift”. Når niveauet stabiliseres igen, forsvinder tågen — ikke som et placebo, men som ren neurofysiologi (Brinton RD et al., 2015; Epperson CN et al., 2013; Greendale G et al., 2020).
- Knoglerne er lige så følsomme. Uden østrogen accelererer nedbrydningen, og risikoen for osteoporose stiger. Hormonbehandling bremser processen tydeligt (Brunner RL et al., 2010).
- Det samme gælder bevægeapparatet. Østrogen påvirker kollagen og bindevæv, og når niveauet falder, bliver vævet stivere og mere smerteplaget. Det er derfor mange oplever værkende led som et af de første tegn — og derfor behandlingen kan lette det.
- Slimhinder i blære og underliv er også dybt afhængige af østrogen. Lavt niveau giver tørhed, svie, smerter, infektioner og hyppig vandladning. Behandling — især lokal — genopbygger væv, gør slimhinderne stærkere og øger blodgennemstrømningen (Archer DF et al., 2017).
- Sexlivet følger samme fysiologi. Libidoproblemer handler sjældent om lyst alene, men om væv, blodgennemstrømning og nervefølsomhed. Når kroppen ikke længere reagerer, er det svært at føle lyst. Behandling forbedrer de fysiske forudsætninger (Davis SR et al., 2019; Lara LA et al., 2023).
- Og så er der kredsløbet. Hos kvinder, der starter behandling tidligt, ser man en beskyttende effekt på karvægge, endotelfunktion og blodtryk. Det er derfor tidlig behandling er en fordel — kroppen er stadig formbar (Santoro N et al., 2017).
Når man samler alle disse områder — søvn, hjerne, knogler, muskler, blære, slimhinder, seksualitet, kredsløb — står én ting klart:
Hormonbehandling er ikke tilvalg. Det er en fysiologisk aflastning i systemer, der er pressede af østrogenmangel.
Det er derfor behandling ikke kun lindrer symptomer, men ændrer funktionsevnen. Den hjælper kroppen med at fungere, ikke bare med at holde ud.
Betyder det så, at du partout skal tage hormoner? Absolut nej.
Det betyder kun, at beslutningen ikke kan træffes på et enkelt tal eller en gammel overskrift.
Risikoen ved hormonbehandling findes, men den skal ses, som alt andet i medicin, i sammenhæng: hvem du er, hvordan du har det, hvilke symptomer du står i, hvilke risikofaktorer du bærer med dig, og hvad der i sidste ende betyder noget for dit liv.
For nogle giver det mening at behandle. For andre giver det mening at lade være.
Ikke fordi den ene gruppe “tør mere” end den anden, men fordi behovene er forskellige, og fordi kroppen reagerer forskelligt.
Det vigtige — det eneste vigtige — er, at valget træffes på et oplyst grundlag. At du får proportioner fremfor frygt. Absolutte tal fremfor dramatiske procentstigninger. At du får lov at forstå både den lille risiko, der findes, og de store systemer, hormonerne arbejder i.
Når dén klarhed er på plads, bliver spørgsmålet om hormonbehandling ikke et moralsk valg eller et lotteri.
Det bliver et valg, der giver mening i din krop, i dit liv og i din virkelighed.
Og det er hele pointen: ikke at presse alle ind i samme beslutning, men at give hver kvinde mulighed for at vælge det, der faktisk passer hende.
Summa summarum
De store observationsstudier (Million Women, Lancet) finder højere tal, men metoden kan ikke skille hormonbehandling fra livsstil, BMI, alkohol og andre faktorer, der i sig selv øger risikoen. Derfor kan den målte risiko blive kunstigt oppustet.
En reel risikovurdering handler om proportioner: hvad du vinder, hvad du risikerer, hvad du lever med lige nu, og hvad der sker, hvis du ikke behandler. MHT har risici — men fravær af behandling har også konsekvenser.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
Kildeliste
1. Rossouw JE, Anderson GL, Prentice RL, et al. Risks and benefits of estrogen plus progestin in healthy postmenopausal women: principal results from the Women’s Health Initiative randomized controlled trial. JAMA. 2002;288(3):321-333. Link
2. Beral V; Million Women Study Collaborators. Breast cancer and hormone-replacement therapy in the Million Women Study. Lancet. 2003;362(9382):419-427. Link
3. Collaborative Group on Hormonal Factors in Breast Cancer. Type and timing of menopausal hormone therapy and breast cancer risk: individual participant meta-analysis. Lancet. 2019;394(10204):1159-1168.
Link
4. Collaborative Group on Hormonal Factors in Breast Cancer. Alcohol and breast cancer: collaborative reanalysis of individual data from 53 epidemiological studies. BMJ. 2002;325(7361):1-15. Link
5. Prentice RL, Aragaki AK, Chlebowski RT, et al. Randomized trial evaluation of the benefits and risks of menopausal hormone therapy among women 50–59 years of age. Am J Epidemiol. 2021;190(3):365-375. Link
6. Johansson Å, et al. Contemporary menopausal hormone therapy and risk of cardiovascular disease: Swedish nationwide register-based emulated target trial. Lancet Regional Health – Europe. 2024. Link
7. Key TJ, Appleby PN, Reeves GK, et al. Body mass index, serum sex hormones, and breast cancer risk in postmenopausal women. J Natl Cancer Inst. 2003;95(16):1218-1226. Link
8. Goodwin PJ, Chlebowski RT. Obesity and Cancer: Insights for Clinicians. J Clin Oncol. 2016 Dec 10;34(35):4197-4202. doi: 10.1200/JCO.2016.70.5327. Epub 2016 Nov 7. PMID: 27903158; PMCID: PMC5455321. Link
9. Neilson HK, Farris MS, Stone CR, Vaska MM, Brenner DR, Friedenreich CM. Moderate-vigorous recreational physical activity and breast cancer risk, stratified by menopause status: a systematic review and meta-analysis. Menopause. 2017 Mar;24(3):322-344. doi: 10.1097/GME.0000000000000745. PMID: 27779567. Link
10. Crandall CJ, Mehta JM, Manson JE. Management of menopausal symptoms: a review. JAMA. 2023;329(5):405-420. Link
11. Avis NE, Crawford SL, Greendale G, et al. Duration of menopausal vasomotor symptoms over the menopause transition. JAMA Intern Med. 2015;175(4):531-539. Link
12. Fasero M, et al. Management of menopausal hot flushes: recommendations from the Spanish Menopause Society. Eur J Obstet Gynecol Reprod Biol X. 2025;25:100366. Link
13. Caufriez A, Leproult R, L’Hermite-Balériaux M, Kerkhofs M, Copinschi G. Progesterone prevents sleep disturbances and modulates GH, TSH, and melatonin secretion in postmenopausal women. J Clin Endocrinol Metab. 2011. Link
14. Hachul H, Bittencourt LR, Soares JM Jr, et al. Effects of hormone therapy with estrogen and/or progesterone on sleep pattern in postmenopausal women. Int J Gynaecol Obstet. 2008;102(1):60-64. Link
15. Brinton RD, Yao J, Yin F, et al. Perimenopause as a neurological transition state. Nat Rev Endocrinol. 2015;11(9):393-405. Link
16. Epperson CN, Sammel MD, Freeman EW. Menopause effects on verbal memory: findings from a longitudinal community cohort. J Clin Endocrinol Metab. 2013;98(9):3829-3838. Link
17. Greendale GA, Karlamangla AS, Maki PM. The menopause transition and cognition. JAMA. 2020;323(15):1495-1496. Link
18. Brunner RL, Aragaki A, Barnabei V, et al. Menopausal symptom experience before and after stopping estrogen therapy. Menopause. 2010;17(5):946-954. Link
19. Archer DF, Labrie F, Montesino M, et al. Comparison of intravaginal 6.5mg (0.50%) prasterone, 0.3mg conjugated estrogens and 10μg estradiol on symptoms of vulvovaginal atrophy. J Steroid Biochem Mol Biol. 2017;174:1-8. Link
20. Davis SR, Baber R, Panay N, et al. Global Consensus Position Statement on the Use of Testosterone Therapy for Women. J Clin Endocrinol Metab. 2019;104(10):4660-4666. Link
22. Lara LA, Cartagena-Ramos D, et al. Hormone therapy for sexual function in peri- and postmenopausal women. Cochrane Database Syst Rev. 2023;CD009672. Link
23. Santoro N, Allshouse A, Neal-Perry G, et al. Longitudinal cardiovascular effects of early estrogen therapy (KEEPS). Menopause. 2017;24(3):238-246. Link
