Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Et nyt kæmpereview viser, hvordan smerter, hormonfald og bevægeapparatets biologi hænger langt tættere sammen, end vi hidtil har erkendt.
“Sådan er det bare at blive ældre.”
Det er bemærkelsesværdigt, hvor ofte den sætning dukker op, når menopausale kvinder rammes af nyopståede smerter i hofter, knæ, ryg, hænder, nakke — eller alle steder på én gang.
Fornemmelsen af pludselig at være blevet kropsmæssigt tudsegammel — uden at kalenderen egentlig har flyttet sig det store — er vi nok to eller tusinder, der har stiftet bekendtskab med.
Men et spritnyt review ‘The effect of hormone replacement therapy on musculoskeletal pain in menopausal women: A systematic review and meta-analysis’ (Overton et al.) efterlader ikke meget plads til den fortælling. Tværtimod viser der sig et mønster, der går igen på tværs af diagnoser: når østrogen falder, stiger risikoen for smerter i bevægeapparatet markant.
Risikoen for ledsmerter, udbredte muskelsmerter, karpaltunnelsyndrom, urinsyregigt og endda leddegigt stiger simpelthen i takt med, at østrogen falder. Ikke fordi man har rundet 45+, men fordi kroppen mister et hormon, der ellers dæmper inflammation, støtter restitution og beskytter væv.
Og selvom hormonbehandling til netop forebyggelse af smerter ikke kan gives som et entydigt “ja” i forskningen endnu, viser flere studier, at nogle kvinder på MHT faktisk oplever færre smerter og bedre funktion. Det er komplekst — men det er ikke tilfældigt.
Kort sagt: Hvis du mærker, at kroppen protesterer i overgangsalderen, er det ikke nødvendigvis bare alderen, der spøger. Det er biologien, der ændrer spillereglerne.
Læs mere om det omtalte review nedenfor.
Fire millioner datapunkter peger samme vej
Dataene i det nye review er enorme. Næsten fire millioner menopausale kvinder indgår på tværs af 57 studier, og der står der ét budskab tilbage: overgangsalderen er et smertevindue — bogstaveligt talt.
Og det er ikke tilfældige smågener, vi har at gøre med: incidensen af leddegigt stiger brat omkring menopausen; risikoen for leddegigt går op; endda tilstande som karpaltunnelsyndrom og urinsyregigt følger et mønster, der er tydeligt koblet til østrogenmangel — et hormon, der regulerer inflammation, immunrespons, smerteopfattelse og bruskens nedbrydning og genopbygning.
Når østrogen slipper taget, gør det ganske enkelt ondt.
Anklen, hoften, knæet, hænderne, ryggen: hver diagnosekategori fortæller sin egen lille historie om hvad der sker, når østrogen forsvinder som regulator i væv, immunrespons og smertebaner.
Kvinder med nyopstået hoftesmerte omkring menopausen passer ind i præcis det epidemiologiske mønster, studierne beskriver. Lændesmerter og generaliserede smerter er blandt de hyppigste årsager til lægebesøg i denne periode. Fibromyalgilignende smertebilleder forværres.
Og selvom hvert enkelt studie arbejder med sine egne definitioner, er summen af det hele umulig at ignorere: overgangsalderen er en smerteaccelerator.
Hvad forskningen faktisk viser om hormonbehandling
Når reviewet kigger specifikt på hormonbehandling (MHT), er billedet mindre entydigt, men ikke uden klar retning. En del studier viser mindre smerte hos kvinder, der får MHT — både i form af lavere smerteintensitet og færre steder med smerte.
Der er studier med tydelige forbedringer af tendinopati (seneoverbelastning), af slidgigtsymptomer og af generaliseret muskel- og ledsmerte. Andre finder ingen målbar difference.
Ingen behandling virker ens på alle — men flere af de mest robuste RCT’er peger dog på, at østrogen kan ændre smerteoplevelsen, og at det typisk går i retning af mindre smerte, hurtigere restitution og mindre nattelig forværring.
Og det er måske det mest interessante: selv når tallene ikke peger på én samlet konklusion, kan man se sporene af østrogenets rolle ligge som en understrøm under det hele.
Østrogen dæmper inflammatoriske cytokiner, påvirker smerteopfattelse, beskytter brusk, stabiliserer musklernes restitution.
Når det falder, ændres smertebiologien.
Det er det landskab, kvinder står i, længe før nogen spørger, hvad der egentlig ligger bag deres symptomer.
Konklusionen er mere entydig end man tror
Så hvad fandt reviewet ud af?
At overgangsalderen er en periode, hvor smerter i muskler og led nærmest eksploderer i forekomst.
At østrogenmanglen er en biologisk brik i det puslespil.
At MHT i flere studier lindrer smerterne, men ikke konsekvent nok til at forskningen kan udstede en generel anbefaling endnu.
Og at kvinder, der fortæller at de “føles ti år ældre i kroppen”, ikke overdriver — de beskriver et mønster, der går igen i næsten fire millioner datapunkter.
Overgangsalderen gør ondt. Ikke kun psykisk, men helt konkret i væv og led, i inflammatoriske processer og i det funktionstab, der følger med.
Og når man først forstår, hvor tydeligt mønstret egentlig er, bliver det næsten komisk, at nogen nogensinde foreslog, at det “bare var alderen — det må du leve med”.
Summa summarum
MHT kan lindre — men ikke for alle: Flere studier finder mindre smerte og bedre funktion hos kvinder på hormonbehandling, men resultaterne er ikke ensartede nok til én generel anbefaling.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
