Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Hvad et nyt studie fortæller os om hormonbehandling, blødning, bmi og en logik, der måske er for enkel til at rumme virkeligheden.
I mange år har vi talt om hormonbehandling på en måde, der næsten gør biologien til en lærebogsformel: lidt for meget østrogen her, lidt for lidt progesteron der — og straks ændrer slimhinden sig.
Det lyder både klinisk logisk og trygt styrbart.
Sådan har det i hvert fald været i de årtier, hvor progesteron blev introduceret som den beskyttende modvægt til ren østrogenbehandling, og hvor risikoen for hyperplasi og endometriecancer ved monoterapi blev det store skræmmeeksempel.
Men som så ofte i overgangsalderen, er virkeligheden mindre mekanisk, mindre lineær — og langt mere interessant.
Et nyt studie — Endometrial thickness and pathology in postmenopausal women with bleeding on transdermal 17β-estradiol plus body-identical progesterone af Glynne m.fl. (2025) — minder os om noget, vi måske har haft lidt for travlt med at overse:
Kroppen spiller med flere brikker end dem, vi tilfører udefra.
Fedtvæv, metabolisme, behandlingsregime, individuelle forskelle — hele det komplekse maskinrum, hvor hormoner kun er én komponent.
Og lad os starte med en disclaimer: Det her er ikke et studie, der giver de endelige svar. Men det er et studie, der tvinger os til at stille nye spørgsmål — og det er ofte dér, de vigtigste fremskridt starter.
Når hormondosen ikke forklarer det, vi troede, den forklarede
Forskerne fulgte 235 postmenopausale kvinder, der brugte transdermal østradiol kombineret med mikroniseret progesteron og oplevede uventede blødninger.
Alle fik målt tykkelsen af endometriet med ultralyd, og hos en del blev der taget vævsprøver (i alt havde 173 kvinder — 73.62% — et normalt endometrium, 48 kvinder — 20.43% — et fortykket endometrium, og hos 14 kvinder — 5.96% — kunne slimhinden ikke visualiseres tilfredsstillende på ultralyd).
De målte også serum-østradiol (n = 92), registrerede administrationsrute (oral vs vaginal), kortlagde on-label vs off-label østrogendoser (73.62% af deltagerne var på on-label doser), noterede progesterondosis (lav/normal/høj), dokumenterede behandlingsregime (kontinuerlig vs sekventiel) (93.62% brugte kontinuerlig progesteron, kun 6.38% sekventiel), vurderede ultralydsvisualisering og undersøgte endometriepatologi.
Hvis den traditionelle logik holdt, burde kvinder på højere østrogendoser have tykkere slimhinder. De burde være “risikogruppen”.
Det var trods alt sådan, vi lærte at tænke, da østrogen blev givet alene i mange år og man så risikoen for endometriehyperplasi stige.
Men forskerne fandt ingen sådan sammenhæng. Ingen. Hverken når man så på grupperne, på dosisvariationerne — eller når man målte serum-østradiol.
Hvis dosis var “nøglen”, burde der være et mønster. Men tallene talte deres tydelige sprog:
- Østrogendosis (on- vs off-label): p = 0.53: Ingen forskel i slimhindens tykkelse, uanset hvor højt eller lavt der blev doseret.
- Progesterondosis: p = 0.61: Hverken lav, normal eller høj dosis ændrede slimhindens respons.
- Progesteron-rute (oral vs vaginal): p = 0.26: Administrationsformen gjorde ingen målbar forskel på endometriet.
- Serum-østradiolniveau: p = 0.21: Selv målt i blodet var niveauet uden betydning for slimhindens tykkelse.
Ovenstående er p-værdier — statistiske mål for, om en forskel er “ægte”. Når p-værdien ligger over 0.05, betyder det, at forskerne ikke fandt nogen reel forskel.
Så i denne kohorte betød det:
- Høje vs lave østrogendoser = ingen forskel i slimhindens tykkelse
Det gjaldt uanset om kvinderne lå på on-label eller off-label doser. - Høje vs lave progesterondoser = ingen forskel. Slimhinden reagerede simpelthen ikke på dosisniveauet.
- Oral vs vaginal progesteron = ingen forskel. Administrationsformen ændrede ikke endometriet i denne kohorte.
- Høje vs lave serum-østradiol = ingen forskel. Selv de målte blodniveauer forklarede ikke variationen.
Med andre ord: slimhinden opførte sig ens — uanset dosis.
Det er bemærkelsesværdigt, fordi man faktisk gjorde alt det, vi normalt siger, at vi mangler data på:
“Jamen, vi ved jo ikke, hvad serum ligger på.”
Det ved vi her — og det forklarede ingenting.
“Jamen, måske er det off-label østrogen.”
Det forklarede heller ingenting.
“Jamen, måske får hun for lidt progesteron.”
Heller ikke.
Selv forskellen mellem oral og vaginal progesteron — et varmt debatemne — gjorde ingen forskel på endometrietykkelsen i denne kohorte.
Med andre ord: endometriet gjorde ikke, hvad vi forventede, hvis det reagerede dosisstyret.
Desuden: I multivariable analyser fandt forskerne en selvstændig sammenhæng mellem endometrietykkelse og behandlingsregime (kontinuerlig vs sekventiel) (p = 0.03).
Det skal dog ses i lyset af, at gruppen på sekventiel behandling kun bestod af 15 kvinder — hvilket gør analysen statistisk skrøbelig.
Og måske vigtigst af alt:
Der blev ikke fundet én eneste case af endometriehyperplasi.
Ikke én. Heller ikke blandt kvinder, der brugte høje off-label doser.
I en patientgruppe, hvor blødning ofte skaber massiv bekymring, er det et datapunkt, der betyder noget.
BMI og slimhinden: Den faktor, vi måske taler for lidt om
Når hormondoserne ikke kunne forklare variationen i slimhinden, opstod spørgsmålet: Hvad kunne så?
Her dukkede et andet mønster op — et af dem, der er så simpelt, at vi næsten overser det, og så biologisk veldokumenteret, at det giver øjeblikkelig mening.
BMI.
I studiet havde kvinder med højere BMI signifikant tykkere slimhinder end normalvægtige kvinder:
- Normalvægt: 3.84 mm
- Overvægt: 4.52 mm (p = 0.07, ikke signifikant)
- Svær overvægt: 4.50 mm (p = 0.04, signifikant)
Det svarer til en 14.6% øget tykkelse hos overvægtige og 17.4% hos svært overvægtige sammenlignet med kvinder normalvægt — dog med brede konfidensintervaller, hvilket understøtter behovet for forsigtig fortolkning).
Den vigtige pointe: forskellen var signifikant kun i gruppen med obesitas. Og vigtigere: den var uafhængig af hormonbehandlingen.
Altså: selvom kvinderne fik samme type behandling, reagerede slimhinden anderledes, når BMI var højere.
Det er værd at dvæle ved, fordi vi ved, at fedtvæv ikke er passivt. Fedtvæv er hormonelt aktivt og producerer østrogen via aromatase.
Fedtvæv påvirker inflammation, metabolisme og det endokrine miljø. Og fedtvæv kan være en væsentlig kilde til østrogen i en postmenopausal krop, hvor æggestokkene ikke længere producerer hormoner.
Det giver biologisk mening. Men det er ikke en mekanisme, der fylder i patientinformation, kliniske samtaler eller guideline-hverdagen — selvom den burde.
Studiet viser dermed, at endometriet ikke er et dosis-instrument. Det er derimod et biologisk væv, der reagerer på et miljø — ikke kun på en recept.
Hvad betyder det i praksis?
- At blødning under behandling ikke automatisk betyder “forkert dosis”.
- At endometriet kan være påvirket af faktorer, vi ikke må overse.
- At BMI i nogle tilfælde kan være en større driver bag slimhindens tykkelse end selve behandlingen.
- At vi bør se blødning under hormonbehandling i et bredere klinisk perspektiv end “skrue op / skrue ned”.
Det her er dog vigtigt at understrege: Studiet konkluderer ikke, at BMI er årsagen til blødning. Det er alt for tidligt at sige det.
Men det konkluderer, at dosis i sig selv ikke er det, der driver slimhinden — og at vi skal have en mere nuanceret forståelse af mekanismerne bag.
Det vigtige her er at forstå slimhindens reaktion i et større perspektiv end hormondosen alene. Og om at fjerne den skyld, mange kvinder går rundt med, når deres blødning ikke “passer” til forventningen om, hvordan behandlingen burde virke.
Når vi ser på studiet som helhed, står noget dog lysende klart:
Endometriet reagerer ikke mekanisk på doser. Det reagerer biologisk — og biologi er altid større end én variabel.
Det er derfor, studiet ikke bare er interessant, men vigtigt.
Summa summarum
I årtier har vi tænkt på endometriet som et instrument, der reagerer direkte på hormondoser: lidt for meget østrogen, lidt for lidt progesteron — og så vokser slimhinden. Det nye studie viser noget andet og langt mere nuanceret:
Dosen er ikke skurken: Hverken østrogendosis, progesterondosis, administrationsrute eller serum-østradiol havde nogen målbar effekt på slimhindens tykkelse. Slimhinden opførte sig ens — uanset dosis.
Regimet kan spille en lille rolle, men data er ikke solide nok endnu: Der var en statistisk forskel mellem kontinuerlig og sekventiel behandling, men gruppen på sekventiel var så lille, at det mest er en hypotese, ikke en konklusion.
BMI er den mest konsistente faktor: Kvinder med højere BMI havde tykkere slimhinder — uafhængigt af behandling. Det peger på kroppens egen hormonproduktion som en langt større spiller, end vi hidtil har regnet med.
Og det vigtigste: Der var 0 tilfælde af endometriehyperplasi og 0 tilfælde af endometriecancer. Også hos dem, der brugte høje off-label doser.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
Kildeliste
1. Glynne S, Kamal A, Neville A, McColl L, Naji O, Newson L, Reisel D. Endometrial thickness and pathology in postmenopausal women with bleeding on transdermal 17β-estradiol plus body-identical progesterone. Arch Gynecol Obstet. 2025 Nov;312(5):1705-1717. doi: 10.1007/s00404-025-08161-w. Epub 2025 Sep 4. PMID: 40906209; PMCID: PMC12589215. Link
