Indholdsfortegnelse
Menokinds Podcast
Ærlige samtaler om overgangsalderen
Kvinder deler deres oplevelser, eksperter giver viden, og sammen bryder vi tabuet om hormoner, krop og liv midt i forandring.
Meno Times
Nyt dansk kæmpestudie viser, at 97% af kvinder rent faktisk mærker overgangsalderen — og svimlende 83% oplever symptomer i moderat til svær grad.
Det regner med gaver i 2025. Forskningens gaver, vel at mærke.
På få måneder har tre store studier rykket afgørende ved forståelsen af, hvad der egentlig sker i kvindekroppen i overgangsalderen — og hvorfor det ikke bare handler om hedeture og humør, men om alt fra hjerne, hjerte og kredsløb til søvn, energi og livskvalitet.
Det nyeste kommer fra Danmark. Et nationalt kæmpestudie — KISO-undersøgelsen (Kvinder i Sund Overgang) — viser, at overgangsalderen rammer langt hårdere, tidligere og bredere, end man hidtil har troet.
Undersøgelsen, udført af forskere fra Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, inviterede over 575.000 kvinder i alderen 45–59 år til at deltage, og 153.000 har gennemført spørgeskemaet. Det gør KISO til den største kortlægning af kvinders sundhed og trivsel i Danmark nogensinde.
Indledningsvist skal vi dog sige, at undersøgelsen er baseret på spørgeskemadata, hvor kvinder selv har rapporteret deres symptomer, helbred og trivsel.
Det betyder, at tallene viser, hvordan kvinder oplever overgangsalderen — ikke hvordan symptomerne nødvendigvis ville se ud ved kliniske målinger.
Selvrapporterede data har altid sine begrænsninger, og forskerne bag KISO gør opmærksom på, at resultaterne skal fortolkes med det forbehold, at deltagelsen er frivillig.
Det ændrer dog ikke på hovedbilledet.
For selv hvis tallene overvurderer en smule, viser de et tydeligt mønster: overgangsalderen påvirker langt de fleste kvinder, og konsekvenserne er langt mere omfattende, end sundhedssystemet hidtil har anerkendt.
KISO giver et hidtil uset indblik i, hvordan overgangsalderen faktisk føles for kvinder i Danmark. Sådan rigtigt.
Næsten alle — 97 procent — oplevede at have menopause-symptomer. Og hele 83 procent oplever dem i moderat til meget alvorlig grad.
Ifølge undersøgelsen er omkring hver femte kvinde (18%) i perimenopausen ramt af et alvorligt til meget alvorligt symptombillede.
I den tidlige postmenopause — de første 1–8 år efter sidste menstruation — gælder det hver fjerde (25%), og selv i den sene postmenopause — mere end otte år efter — oplever hver femte (21%) fortsat symptomer af alvorlig karakter.
Det vidner om, at overgangsalderen ikke bare er et kortvarigt biologisk skifte, men et langstrakt forløb, der kan præge op mod et årti af kvindelivet.
Andel af kvinder med alvorlige til meget alvorlige symptomer i overgangsalderen
Omkring hver fjerde kvinde oplever moderate til svære symptomer — både i årene op til og efter menopausen.
Selvom symptomerne typisk topper i de første år efter sidste menstruation, viser tallene, at mange kvinder oplever betydelige gener længe før — og fortsat flere år efter. Det understreger, at overgangsalderen ikke er et kort biologisk skifte, men et langstrakt forløb, som kan påvirke både krop, hjerne og livskvalitet i op mod et årti.
Symptomerne — og hvor mange de rammer
Hvis man stadig tror, at overgangsalderen først og fremmest handler om hedeture, tager man fejl.
De mest udbredte symptomer er søvnproblemer (54%), hedeture (43%), fysisk og psykisk udmattelse (39%) og led- og muskelømhed (39%).
Mange oplever også seksuelle problemer (35%), nattesved (30%), depressiv sindsstemning (28%), irritabilitet (22%), hovedpine (22%), skedetørhed (21%), blæreproblemer (20%), ændringer i hud (18%), hjertegener (18%), angst og svimmelhed (begge 15%) samt raseriudbrud (12%).
Symptomerne optræder ofte i kombination og forstærker hinanden: søvnløshed fører til udmattelse, udmattelse til irritabilitet, irritabilitet til angst — og en krop, der ikke længere føles som ens egen.
Også bredden af symptomerne overrasker.
28% af kvinderne rapporterer seks eller flere symptomer i moderat til meget alvorlig grad, 29% har tre til fem symptomer, og 25% har en til to.
Kun 14% oplever milde eller ingen symptomer, mens bare 3% af kvinderne slet ikke mærker noget.
Tallene tegner således et billede af en livsfase, hvor næsten ingen går fri — og hvor de færreste slipper billigt.
Søvnproblemer, hedeture og udmattelse topper listen over symptomer i overgangsalderen.
Selvrapporterede data fra KISO udført af forskere ved Institut for Idræt og Ernæring, Københavns Universitet. Undersøgelsen bygger på spørgeskemabesvarelser fra 153.000 danske kvinder i alderen 45–59 år. De viste tal angiver andel af kvinder, der oplever symptomer i moderat til meget alvorlig grad.
Det er et helt andet billede end det, man hidtil har tegnet.
I årtier har sundhedsoplysningen arbejdet med en forsimplet tredeling: en tredjedel af kvinderne går symptomfrit gennem overgangsalderen, en tredjedel oplever milde gener, og den sidste tredjedel plages af moderate til svære symptomer.
Den opdeling holder ikke længere.
Når 97% mærker forandringer, og 83% vurderer dem som alvorlige, falder hele myten fra hinanden.
De nye danske resultater ligger dog markant over det, man tidligere har set i internationale studier.
I den amerikanske SWAN-undersøgelse oplevede 60–80% af kvinder at have vasomotoriske symptomer på et tidspunkt i overgangsforløbet, og flertallet vurderede dem som moderate til svære (Thurston et al., 2011; Avis et al., 2018).
I Australien fandt et nationalt studie, at 37% af kvinder i sen perimenopause oplevede moderat til svært generende hedeture — mod bare 9% i præmenopausen (Islam et al., 2025).
Og British Menopause Society angiver, at omkring 80% af kvinder oplever menopausale symptomer på et tidspunkt i livet (BMS, 2024).
Når man derimod måler hele spektret af fysiske, psykiske og kognitive symptomer, som i internationale undersøgelser baseret på Menopause Rating Scale og Greene Climacteric Scale, ligger prævalensen betydeligt højere:
En global systematisk gennemgang og meta-analyse af 321 studier med næsten 500.000 kvinder viste, at 89% rapporterede mindst ét menopausalt symptom, og over 60% vurderede dem som moderate eller svære — på tværs af somatiske, psykiske, kognitive og urogenitale domæner (Fang et al., 2024).
Tilsvarende viste et stort latinamerikansk studie, at 84% af kvinder havde symptomer før, under og efter menopausen, og at generne i gennemsnit varede mere end fem år (Blümel et al., 2012), mens Greene’s egen skala dokumenterede høje niveauer på tværs af psykiske, somatiske og seksuelle domæner (Greene, 1998).
Ingen af disse undersøgelser når dog de danske tal.
Forklaringen er formentlig ikke biologisk, men metodisk: Hvor mange udenlandske studier har fokuseret snævert på hedeture og nattesved, har KISO inkluderet hele spektret af fysiske, psykiske og kognitive symptomer — og samtidig omfattet kvinder helt ned til 45 år, hvor hormonsvingningerne for alvor begynder.
En anden grund kan være, at kvinder med symptomer sandsynligvis er overrepræsenteret blandt deltagerne, fordi netop de, der oplever gener, oftere vælger at deltage i undersøgelser om emnet.
Det betyder, at de danske tal med stor sandsynlighed viser et maksimalt omfang af symptomer, snarere end et gennemsnit for hele befolkningen.
Men billedet står fast: overgangsalderen mærkes af næsten alle kvinder.
Den blinde vinkel
At KISO vækker så stor opmærksomhed, siger måske mest om forskningen — og om, hvor lidt vi faktisk har vidst.
For hvordan kan det overhovedet komme bag på os, at hormonelle forandringer påvirker hele kroppen — fra hjerne og kredsløb til stofskifte, muskler og søvn?
Det burde være biologiens ABC. Alligevel har netop denne fase af kvindelivet været nærmest usynlig i moderne medicin.
Overgangsalderen har længe stået i skyggen af reproduktionen — betragtet som slutningen på noget, ikke som et selvstændigt felt for forskning.
Som om biologiens interesse for kvinder ophørte, når æggestokkene gjorde takkede af.
Da WHI-studiet i 2002 fik hormonbehandling til at ligne en sundhedsrisiko, lukkede store dele af forskningen ned.
De næste to årtier blev præget af forsigtighed, mistillid og fravær af ny viden, og de fleste forskningsmidler gik til fertilitet, graviditet og prævention — alt, der kunne måles i relation til reproduktion.
Kvinders midtliv blev et vakuum: for sent til fertilitet, for tidligt til aldring.
Og sådan opstod den blinde vinkel. Et helt livsafsnit — 30 til 40 procent af kvinders voksne liv — forsvandt ud af den medicinske fortælling.
I stedet blev symptomerne individualiseret. Hedeture og søvnløshed blev “livsstil”. Humørsvingninger blev “psykiske”. Udmattelse blev “stress”.
Alt sammen ord, der placerer ansvaret hos kvinden selv.
Samtidig blev overgangsalderen gjort til en slags socialt tabu: for biologisk til psykologerne, for hormonel til sociologerne, for kompleks til almen praksis.
Et sted, hvor ingen rigtigt vidste, hvem der havde ansvaret — og derfor tog ingen det.
Resultatet er, at sundhedssystemet stadig mangler et fælles sprog for den biologiske overgang.
At KISO nu kortlægger over 150.000 kvinders oplevelser, markerer derfor ikke kun et forskningsfremskridt. Det markerer et vidensmæssigt opgør.
Et opgør med de årtier, hvor kvinders kroppe blev betragtet som for komplekse at forske i, hvor hormoner blev reduceret til fertilitet, og hvor alt der fulgte bagefter, blev betragtet som en biologisk fodnote.
KISO er dermed ikke bare en undersøgelse af symptomer.
Det er en påmindelse om, hvor meget viden der gik tabt — og hvor stort et efterslæb, vi nu står med.
Et opgør med forestillingen om, at “det bare skal overstås”
KISO viser, at overgangsalderen ikke er et forbigående ubehag, men en fase, der for mange varer i årevis — og som derfor griber direkte ind i både arbejdsliv, familieliv og mental trivsel.
Når næsten alle kvinder mærker forandringer, og når symptomerne topper netop i de år, hvor de fleste står midt i dobbeltansvar for børn, forældre og arbejde, er det ikke længere meningsfuldt at tale om individuelle løsninger.
Sundhedssystemets råd har traditionelt været rettet mod kvindens adfærd: sov mere, dyrk motion, tag det roligt. Men de råd adresserer ikke det grundlæggende problem — at det hormonelle fald i sig selv ændrer alt fra stofskifte og kredsløb til energi, søvn og psyke.
Når symptomerne for mange varer et årti, bliver det ikke bare et sundhedsproblem, men et spørgsmål om arbejdsevne og ligestilling.
KISO viser, at mange fortsat oplever nedsat energi, søvnproblemer og koncentrationsbesvær flere år efter menopause.
En stor del af den danske arbejdsstyrke balancerer derfor dagligt hormonelle udsving, søvnmangel og udmattelse — i et system, der slet ikke er indrettet til det.
Forskerne bag KISO peger på behovet for et fælles ansvar: at sikre, at kvinder mødes med viden, fleksibilitet og forståelse — både i sundhedsvæsenet og på arbejdspladsen.
Når næsten hver anden kvinde i sin bedste erhvervsaktive alder kæmper med symptomer, bliver det et samfundsanliggende, ikke et privat anliggende.
Ingen slipper helt
De fleste kvinder oplever ikke bare ét symptom, men flere på én gang — ofte i en grad, der påvirker både krop, søvn og sind. Kun 3 procent mærker slet intet.
Fra erkendelse til opvågning
Det er i denne kontekst, KISO skal læses. Som et kald til handling — ikke bare blandt læger og forskere, men i hele samfundet.
For den viden, undersøgelsen afdækker, peger videre ud i verden: mod en global bevægelse, hvor kvinders biologi endelig tages alvorligt. En slags opvågning for sundhedsvæsenet.
KISO-studiet er således ikke bare et øjebliksbillede. Det er et spejl. Et vidnesbyrd om, at tusindvis af kvinder i årtier er blevet overset i sundhedssystemet, underkendt i forskningen og overladt til sig selv i arbejdslivet.
Alligevel findes der i Danmark hverken et screeningsprogram eller systematisk efteruddannelse for læger og sygeplejersker på området.
Kvinder mødes stadig med råd om “at sove lidt mere”, “spise sundt” eller “tage det med ro” — selv når symptomerne underminerer deres arbejdsevne, parforhold og mentale sundhed.
Det er her, kvinder skal præstere mest — og samtidig begynder at sove mindst.
Samtidig afslører studiet en dybere ulighed i sundhed: Kvinder med kortere uddannelse oplever deres symptomer som sværere end kvinder med længere uddannelse.
Det kan hænge sammen med forskelle i arbejdsvilkår, fysisk belastning, søvnmønstre — men også med adgang til viden, behandling og lægedækning.
Når kun et mindretal tilbydes eller informeres om hormonbehandling, og mange stadig fejlinformeres om risici, bliver konsekvensen en social slagside i kvinders sundhed.
For forskerne bag KISO står konklusionen klar: Overgangsalderen må ikke reduceres til et privat problem eller et livsstilsanliggende.
Den kræver et sundhedsvæsen, der tager kvinders biologi alvorligt, uddannelse af frontpersonale, opdaterede retningslinjer og et politisk system, der anerkender overgangsalderen som en central del af kvinders livsforløb.
Hvis KISO gør én ting klart, så er det det her: Overgangsalderen er ikke “en lille krise”, der skal overstås. Det er en biologisk transformation, der skal forstås. Og den forståelse skal forankres — ikke bare i klinikken, men i hele samfundet.
Eller for at koge det ned: At 97 procent af danske kvinder rent faktisk har og oplever symptomer, gør ikke kun KISO til en statistisk milepæl.
Det gør det til et wakeup call for et sundhedsvæsen, der stadig mangler struktureret viden, retningslinjer og uddannelse på området.
Det handler ikke længere om, om vi skal tale om overgangsalderen. Det handler om, hvordan.
Summa summarum
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
Kildeliste
1. Thurston RC, Joffe H, Soares CN, et al. Vasomotor symptoms and menopause: findings from the Study of Women’s Health Across the Nation (SWAN). Menopause. 2011;18(8):857-868. Link
2. Avis NE, Crawford SL, Greendale GA, et al. Duration of menopausal vasomotor symptoms over the menopause transition. Menopause. 2018;25(8):937-944. Link
3. Islam RM, Bell RJ, Davis SR, et al. Prevalence and severity of symptoms across the menopause transition: cross-sectional findings from the Australian Women’s Midlife Years (AMY) Study. The Lancet Diabetes & Endocrinology. 2025;13(2):97-107. Link
4. British Menopause Society (BMS). Management of the menopause for women with cardiovascular disease – Tools for Clinicians. 2024. Link
5. Fang Q, Sun Y, Yu X, et al. Mapping global prevalence of menopausal symptoms among middle-aged women: a systematic review and meta-analysis. BMC Public Health. 2024;24:19280. Link
6. Blümel JE, Chedraui P, Barón G, et al. Menopausal symptoms appear before the menopause and persist 5 years beyond: a detailed analysis of a multinational study. Climacteric. 2012;15(6):542-551. Link
7. Greene JG. Constructing a standard climacteric scale. Maturitas. 1998;29(1):25-31. Link
8. Biener SN, Jørgensen TSH, Hybholt M. Women in Healthy Transition (KISO) Survey: a cohort of 153,800 women aged 45–59 years living in Denmark. European Journal of Epidemiology. 2025. Advance online publication. Link
