Personlig historie
Da kroppen skiftede kanal — og jeg mistede signalet
Da Pernille Melsted, 53 år, ramte perimenopausen, gik krop og kaos hånd i hånd. Søvnen forsvandt, tankerne splittede sig, og hun kunne ikke kende sig selv. Hun troede, hun manglede viljestyrke — men det, hun manglede, var østrogen.
- Skrevet af — Maria Trier
- Udgivet — 13/09/2025
Personlig historie
Da kroppen skiftede kanal — og jeg mistede signalet
Da Pernille Melsted, 53 år, ramte perimenopausen, gik krop og kaos hånd i hånd. Søvnen forsvandt, tankerne splittede sig, og hun kunne ikke kende sig selv. Hun troede, hun manglede viljestyrke — men det, hun manglede, var østrogen.
- Skrevet af — Maria Trier
- Udgivet — 13/09/2025
Pernille Melsted (f. 1972) er forfatter, foredragsholder og coach med speciale i skyggearbejde og følelsesmæssig intelligens. Hun underviser i selvindsigt, mod og autenticitet — og er aktuel med bogen Den vigtige vrede.
Pernille bor i København og arbejder med kvinder midt i livet og deres mange overgangsfaser.
Tre hurtige fra hormonfronten
Hvad overraskede dig mest ved overgangsalderen?
At det ikke kun handler om kroppen — men også om identitet.
Hvad ville du ønske, du havde vidst tidligere?
At hjernetåge og søvnløshed ikke er karakterbrist, men kemi.
Hvad hjælper dig mest lige nu?
At vide, det går over — og at humor og hormoner er et stærkt makkerpar.
Menokind
community
Pludselig havde jeg svært ved at koncentrere mig. Og mentalt føltes det, som om jeg var en lillebitte smule ved siden af mig selv. Alt var lidt tåget og ufokuseret."
Da jeg fyldte 50 i 2022, var jeg ret (hybris-agtigt) sikker på, at jeg var en af dem, der ville glide lige igennem overgangsalderen.
Jeg mærkede intet.
Men op til min 51-års fødselsdag begyndte der at ske noget.
Det føltes pludselig, som om min krop var fjernstyret af outside forces eller indstillet på en forkert, mildt støjende kanal, jeg ikke længere selv havde fjernbetjeningen til.
Det var så mærkeligt og uvant en følelse. Og den kom snigende… mere og mere intenst.
Jeg forbandt det ikke umiddelbart med overgangsalder, for i mit hoved var overgangsalder noget med hedeture, tørre slimhinder og uregelmæssig menstruation. Og det havde jeg ikke.
Jeg havde det til gengæld, som om min hjerne var gået i stykker.
Jeg kan huske, at jeg beskrev min tilstand for min veninde som “en konstant tilstand af PMS, jetlag og milde tømmermænd”.
Og man er hverken særlig kreativ eller produktiv i den tilstand, skulle jeg hilse og sige.
Jeg anede ikke, at jeg befandt mig midt i en decideret HORMON-TSUNAMI.
Noget var forandret – og jeg forstod ikke hvad
Jeg kendte endnu ikke rigtig til begrebet perimenopause.
De symptomer, der generede mig mest, var koncentrationsbesvær, modløshed, hjernetåge, ledsmerter og søvnproblemer.
Og det med koncentrationen var virkelig nyt for mig: Jeg har altid været god til at fokusere, fordybe mig og samle mig om en opgave. Jeg har altid været skarp, haft god energi, følt mig psykisk stærk og i balance.
Pludselig havde jeg svært ved at koncentrere mig. Og mentalt føltes det, som om jeg var en lillebitte smule ved siden af mig selv.
Alt var lidt tåget og ufokuseret. Ikke så praktisk, når man lever af at skrive og undervise.
Jeg havde også svært ved at huske ting. Og for første gang i mit liv oplevede jeg at være grådlabil og halvdeprimeret.
Sådan som jeg plejede at have det i dagene op til min menstruation, havde jeg det nu hele tiden.
Jeg var pludselig uden det livsmod og den energi, jeg altid havde taget for givet.
Og jeg følte mig sådan lidt… sky (og ikke bare almindeligt introvert — helt anderledes eremit-agtig og modløs).
Og ledsmerterne. Av. De var også nye.
Jeg (der tidligere har været nærmest hypermobil) kunne pludselig ikke længere sidde på mine knæ.
Jeg troede, jeg havde fået gigt.
Det gjorde ondt, når jeg gik ned ad trapper. Jeg vågnede om natten med smerter i hofterne… og det var endda på de nætter, hvor jeg faktisk sov. For det gjorde jeg sjældent.
Jeg kunne godt falde i søvn, men vågnede de fleste nætter omkring kl. 03 og lå og stirrede op i loftet, indtil det blev morgen (på trods af at jeg både tog magnesium og melatonin).
Når det pludselig næsten er hver nat, begynder man at forstå, hvorfor frarøvelse af søvn er en torturmetode. Man kan ikke hænge sammen.
Jeg var udmattet og træt, træt, træt.
Hvordan skulle jeg undervise uden søvn?
Jeg begyndte at blive reelt bange for mit arbejdsliv, og jeg turde ikke sætte nye workshops op.
“Hvad hvis jeg ikke får sovet? Jeg kan ikke undervise i tre dage fra morgen til aften uden søvn.”
Det var ret skræmmende.
Jeg er selvstændig, single, mor… og husstandens eneforsøger.
Der er ikke nogen, der lige betaler min husleje for mig eller sørger for halvdelen af udgifterne, mens jeg plejer min overgangsalder.
Jeg havde simpelthen ikke råd til at have det sådan her!
Hvis jeg havde været ansat, kunne jeg forestille mig, at starten af 2023 havde været en tid, hvor jeg havde søgt om at arbejde på halv tid.
Det var i hvert fald ikke et tidspunkt, hvor jeg havde søgt større udfordringer, en forfremmelse eller gået efter et krævende lederjob.
Hvilket egentlig er trist. For kvinder omkring 50 er kæmpe kapaciteter.
Jeg elsker mit arbejde! Jeg havde bare ikke energien til det.
Jeg prøvede 'alt det rigtige'. Det hjalp bare ikke.
Det interessante er, at jeg faktisk ikke gik til lægen med nogle af de her symptomer, for jeg tænkte ikke, at noget af det — isoleret set — var ”stort” nok til, at lægen kunne gøre noget.
Jeg så ikke sammenhængen, som jeg gør i dag. Og … (vigtigt!) jeg troede måske også, at det var min egen skyld.
Klassisk kvinde-ting: Måske burde jeg tage nogle flere/andre/bedre/dyrere kosttilskud? Måske burde jeg spise på en anden måde? Måske burde jeg meditere eller træne mere?
Problemet var bare, at jeg havde prøvet alle de ting i et helt år: Kosttilskud i dyre domme, antiinflammatorisk kost, yoga nidra-kurser, meditations-apps, en personlig træner… og intet af det havde afhjulpet mine symptomer.
Jeg har det klart bedre, når jeg spiser sundt og minimerer (især!) sukker (alkohol kan jeg slet ikke tåle mere).
Og min krop har det klart bedre, når jeg dyrker motion.
Men jeg havde stadig ulidelige ledsmerter. Min hjerne var stadig f*cked. Og jeg sov stadig elendigt.
Jeg startede derfor i april 2023 på et lille tilskud af bioidentiske hormoner.
Jeg gik i flere dage og stirrede på det plaster og var dødbange for at tage det på.
Da jeg var helt ung, fik jeg p-piller i en meget kort periode — og fik det så skidt.
I starten af 40’erne prøvede jeg to gange med hormonspiral, men det kunne min krop heller ikke lide, så jeg var overbevist om, at jeg ikke kunne tåle hormoner.
Jeg har heldigvis ikke haft nogen problemer med bioidentiske hormoner — og jeg fik det bedre efter kun få dage på østrogenplaster. Jeg får også progesteron og testosteron-gel.
Det var fantastisk at “komme tilbage” til mig selv igen, og mærke, at min hjerne — Gudskelov! — ikke var gået i stykker.
Min energi kom tilbage. Mit fokus kom tilbage. Jeg sov bedre. Mine ledsmerter gik væk.
Min libido og arbejdsglæde peakede også igen.
Det forår lavede jeg et nyt onlinekursus, skrev en bog færdig over sommeren, holdt en intensiv tredages workshop for 80 mennesker og startede på universitetet i september.
Intet af det havde været muligt for mig, hvis ikke jeg havde fået hormonhjælp.
PMS på repeat og biologisk gaslighting
Og så skulle man tro, at den historie var færdig, ikke?
Men sådan er perimenopausen ikke.
Nu — i skrivende stund — er jeg i den absolut sene fase af perimenopausen og oplever en opblussen af det, jeg troede, jeg havde fået has på. Og noget, som ikke mange snakker højt om:
Den turbulente tid før selve menopausen.
Det er alt sammen forståeligt. Jeg er 53 og er (formentlig, håber jeg) i den allersidste fase af perimenopausen.
På den alleryderste kant af broen til “the other side”. Men forståelse gør det ikke mindre sjovt.
Jeg burde — efter planen — have fået menstruation for næsten tre måneder siden.
Jeg venter stadig.
Og det værste er ikke ventetiden. Det værste er, at PMS-perioden nu har varet i over otte uger — og stadig tæller.
Det er som om PMS-kroppen bliver en anden, tungere, mere rå version af sig selv.
Jeg føler mig oppustet, væskefyldt og stiv i hele kroppen, som om jeg er ved at sprænge i sømmene.
Det er som om jeg bærer på noget, jeg ikke kan lægge fra mig.
Tøj føles for stramt. Huden er mere følsom. Støj bliver uudholdeligt. Og jeg har både lyst til at gemme mig — og råbe højt.
Det er som at være fanget i en krop, jeg ikke længere kan stole på.
En krop, der larmer, tynger og kræver (primært kulhydrater) — uden at give noget tilbage.
Dage med PMS føles som om nogen har skruet op for alle mine følelser — og slukket for min tålmodighed. Og jeg er simpelthen for gammel til den slags utilfredsstillende relationer.
Kort sagt: Min cyklus breadcrumber mig. Ghoster mig i ugevis.
Jeg tjekker konstant, håber, venter. Prøver at lade være med at tolke signalerne for meget.
Er det nu? Eller er det bare endnu en tease?
Men det er som om kroppen ikke vil give slip — den bliver bare ved med at love, love, love, uden nogensinde at følge op.
Jeg får lovebombing i form af hormonstorme — og så… radio silence.
Jeg er 53. Jeg har ikke tid til emotionel catfishing. Så stop dog!
Jeg er faktisk overrasket over, hvor vildt det føles. Det her peri-limbo. De allersidste krampetrækninger.
Mit bedste indre billede på fasen er det gammeldags fjernsyn, jeg talte om i starten — nu flimrer det ustabilt, før det går helt i sort.
Billedet skifter mellem klare farver og sort-hvid. Nogle gange ser det ud til at fungere normalt, men pludselig kommer der knitrende gnister af elektrisk uro, der får skærmen til at hoppe og danse ukontrolleret.
Lydstyrken skrues op og ned af sig selv. Ét øjeblik er der fuld volumen, hvor alting føles overvældende.
Det næste øjeblik bliver lyden næsten uhørlig — en mærkelig stilhed, som om kroppen venter på noget, men ikke ved hvad.
Lad det være sagt: Jeg er lykkelig for mine hormontilskud. Uden dem var alt værre. Men jeg husker også mig selv på, at i de sidste krampetrækninger af perimenopausen er balance umulig. Det findes ikke.
Det er en utopi at forvente, at noget som helst hormontilskud i denne sidste kaosfase kan få alt i balance — eller at den “perfekte” dosis kan.
De måneder her er som at stå på et skib i stormvejr, hvor selv den bedste kaptajn ikke kan styre bølgerne.
Hormonerne hjælper, men kroppen er en ustyrlig organisme nu — den vælter rundt mellem tilstande, ryster i sin egen grundvold, nægter at følge reglerne.
Disse sidste måneder (måske år, Gud forbyde det!) er en rå magtdemonstration fra biologien selv.
Det er kroppen, der kaster sig mod sin egen afslutning af denne cyklus med alt, hvad den har tilbage.
Jeg spænder sikkerhedsselen, finder mine mest elastiske bukser frem, hamstrer snacks, åbner vinduerne på fuld gab, sætter grænser med kirurgisk præcision — og minder mig selv om, at det her er en overgang, ikke en tilstand.
Det er vildt. Voldsomt. Nødvendigt. Og midlertidigt.
Jeg skriver min historie for at fastholde, at overgangsalderen for mig ikke “bare var en overgang” — det var en storm, en eksplosion, et brøl fra dybet.
Når jeg en dag står på den anden bred, vil jeg vide, at jeg ikke bare kom igennem. Jeg var i det. Jeg var det. Og jeg vil aldrig se tilbage og lade det forsvinde i glemslens tåger.
Jeg skriver også for at huske det. For aldrig at blive en af dem, der minimerer menopausens monster eller ryster på hovedet af andres rædselshistorier.
Så jeg aldrig bliver en af de kvinder, der siger visse vasse. Det var da ingenting!
Det var f-ing alting.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
