Personlig historie
Da jeg blev kaldt for ung — men vidste bedre
Styrtblødninger, nul søvn og ikke mindst muskel- og ledsmerter. Læs om 55-årige Frida Málfrídur Gísladóttirs lange OA-rejse. der startede som 42-årig.
- Skrevet af — Menokind Redaktionen
- Udgivet — 28/10/2025
Personlig historie
Da jeg blev kaldt for ung — men vidste bedre
Styrtblødninger, nul søvn og ikke mindst muskel- og ledsmerter. Læs om 55-årige Frida Málfrídur Gísladóttirs lange OA-rejse. der startede som 42-årig.
- Skrevet af — Menokind Redaktionen
- Udgivet — 28/10/2025
Frida Málfrídur Gísladóttir (f. 1969) er cand.jur., arbejder som leder i den offentlige sektor og i gang med en master i ledelse fra CBS.
Hun er desuden community manager i Menokinds Facebook-fællesskab, hvor hun bidrager med viden, erfaring og støtte til kvinder midt i livet.
Frida arbejder aktivt for mere åbenhed og oplysning om overgangsalderen.
Tre hurtige fra hormonfronten
Hvornår gik det op for dig, at det var hormonerne?
Alt for sent! Jeg lå søvnløs i flere år, men fik bare at vide, jeg var stresset. Først da jeg begyndte at læse om hormoner, forstod jeg, hvad der skete i min krop.
Hvad har gjort størst forskel for dig?
Hvad vil du gerne have, at flere vidste om perimenopausen?
Menokind
community
Det udviklede sig til, at min krop og mit sind ligesom ikke kunne falde til ro. Jeg havde det som om, jeg havde ADHD-lignende symptomer og leddegigt samtidig. Min krop var, i mangel af et bedre ord, irriteret."
I 2012, da jeg var 42 år, hviskede en kollega, som cyklede sammen med mig til en sommerfest, at jeg var helt rød bag på mine bukser. Her startede mine styrtblødninger.
To år senere fik jeg konstateret jernmangel. Jeg var hele tiden træt, havde susen for ørene og hjertebanken. Jeg fik jerntilskud, men selvom mine jerndepoter blev fyldt op, fortsatte mine symptomer. Jeg fik også ledsmerter, men de var ikke alt for forstyrrende.
I sommeren 2015 begyndte mine søvnproblemer. Jeg var på sommerferie, og vi sov i telt ude i naturen. Der var stille, roligt og helt fantastisk. Men pludselig kunne jeg ikke sove. Heller ikke da jeg kom hjem fra ferien.
Det var ikke hver nat, men næsten, og jeg tænkte: “Er jeg stresset?”, for det er jo tit hvad man forbinder med søvnmangel. Men jeg følte mig ikke stresset.
“Du er alt for ung,” sagde lægen
Der gik et par år med søvnløshed. Derfor er det svært at huske og genskabe et eksakt billede af, hvad det var, jeg gik igennem. Men i 2015, da jeg var 45 år, henvendte jeg mig flere gange til lægen. Det samme i 2016 og 2017.
Jeg spurgte direkte, om jeg mon var gået i OA. Min læge sagde hver gang: “Nej — du er alt for ung.”
Min læge spurgte til gengæld, om hun skulle sygemelde mig på grund af stress. Jeg svarede, at jeg jo ikke var stresset, men at jeg følte mig underligt tilpas, ikke kunne sove og at jeg havde ondt i både hofter og ryg.
Det udviklede sig til, at min krop og mit sind ligesom ikke kunne falde til ro. Jeg havde det som om, jeg havde ADHD-lignende symptomer og leddegigt samtidig. Min krop var, i mangel af et bedre ord, irriteret.
Jeg lå søvnløs igen og igen og igen på trods af at jeg efterlevede alle søvnrådene. Min krop var i et indre kaos, min hjerne fanget i en grød af uro. Jeg var lige startet på min master i ledelse på CBS, og havde svært ved at huske, det jeg læste — noget jeg kun havde oplevet efter fødslerne.
Jeg blev undersøgt af en hjertespecialist for min hjertebanken, og på Gentofte hospital blev jeg undersøgt for mine ledsmerter. Jeg fik at vide, at jeg var sund og rask… bortset fra, at jeg fik konstateret let forhøjet blodtryk.
Hedeture = adgang til behandling
I 2017 begyndte jeg at læse om overgangsalder.
Jeg måtte hente informationer i udlandet — især Canada, Australien, England og USA. Og hvilke fund, for jeg fandt ud af, at samtlige af mine symptomer er klassiske symptomer på overgangsalder: Søvnforstyrrelser. Ledsmerter. Hjertebanken. Øresusen. Irritation. Tør hud. Ømme slimhinder.
Jeg blev vred over, at min læge ikke havde påpeget, at mine symptomer kunne være overgangsalder, men endnu mere vred, fordi jeg kunne læse om de gavnlige effekter, som hormoner kunne have på mit fremtidige helbred.
Havde jeg gået med symptomer på overgangsalder i flere år uden at få den rette hjælp?
Jeg besluttede mig for at sige til lægen, at jeg nu også havde fået hedeture. Det havde jeg læst var adgangsbilletten til at blive taget alvorligt. Og ganske rigtigt; det var som om, jeg nu havde modtaget det hemmelige kodeord. Hedeture = overgangsalder = behandlingskrævende!
Jeg fik hormonpillen Trisequens og var glad for, at jeg nåede at vende potentielle bivirkninger med lægen; ellers havde jeg ikke turde gå videre.
Dels på grund af indlægssedlens rædsler, men også fordi min oplevelse var, at rigtig mange rundt omkring mig talt frygtindgydende om hormoner.
I starten turde jeg næsten ikke sige, at jeg var på hormoner — og da jeg endelig var parat, var det få personer der egentlig ønskede at tale om det.
Jeg tænkte: “Hvorfor er det så skamfuldt? Hvorfor reagerer kvinder så negativt, når jeg nævner hormonbehandling? Hvorfor tænker vi, at det at tage hormoner er den direkte vej til brystkræft? Det er det jo ikke, når man ser på den seneste forskning.”
Men det var også en lettelsens tid.
Jeg slap nemlig hurtigt af med hjertebanken og ledsmerter, og jeg begyndte at træne og løfte tunge vægte, hvilket var fantastisk endelig at kunne.
Hormonerne virkede faktisk ret godt! Hvorfor i alverden havde jeg ikke fået dem tidligere?
Ingen skal trappe mig ud af mit velbefindende
Jeg var på Trisequens i et års tid, og da jeg stoppede med at bløde, kom jeg på Activelle (østradiol + gestagen).
Activelle fungerede okay for mig, men søvn og slimhinder var efter nogen tid igen ikke i top, og det gik op for mig, at mine piller indeholdte gestagen — noget, der kom mere og mere fokus på ikke var gavnligt.
Så da jeg i 2021 også fik konstateret Lichen Scelrosus (bindevævssygdom, der rammer hud og slimhinder på de ydre kønsdele) fik jeg en tid hos en gynækolog og sagde, at nu ville jeg skifte over til Estrogel + Utrogestan (begge bioidentiske hormoner) — og så ville jeg også gerne se, om testosteron kunne hjælpe mig.
Estrogel og Utrogestan fik jeg uden megen debat, men først skulle jeg prøve at trappe ud og se, om jeg overhoved havde brug for hormoner længere.
Og testosteron? Nej, det kunne ikke komme på tale!
Effekten af at trappe ud var ledsmerter, hjertebanken, en vanvittigt irriteret krop og værre søvn. Igen. Jeg droppede derfor lynhurtigt udtrapning og gik i gang med de nye hormoner.
Og hurra — mine gener forsvandt og mine slimhinder fik det klart bedre end før, men til gengæld fik jeg blødningsforstyrrelser.
Dem har jeg fortsat i ny og næ, men min samlede livskvalitet er bedre på Estrogel og Utrogestan, hvorfor jeg har valgt at fortsætte behandlingen.
Jeg fik energien — og mig selv — tilbage
Efter en del forgæves søgen efter informationer om, hvor jeg kunne få testosteron, fik jeg en tid hos en gynækolog i sommeren 2023 og blev startet op på testosteron.
Og lad mig sige det sådan her: Testosteron har i den grad bidraget til mit velvære.
Efter cirka fem uger kunne jeg mærke en positiv effekt:
Min autoimmune sygdom har ligget helt stille, og jeg er blevet ven med min hjerne igen. Libidoen er tilbage.
Bivirkninger? En enkelt bums.
Igen kunne jeg mærke vreden boble. På egne og andre kvinders vegne, for der er alt, alt for mange kvinder, som ikke bliver lyttet til, og som ikke får rådgivning og hjælp til at tackle den her transformation, vi går igennem.
Hvorfor i alverden er det så svært, og hvorfor fik jeg ikke tilbudt behandling langt tidligere?
I dag fungerer jeg fint på hormoner. Men jeg overvejer at skifte fra Estrogel til plaster.
Min krop er nemlig ikke så god til at optage gel, siger den seneste blodprøve, og min hjerne er igen er begyndt at gå i selvsving om aftenen/natten.
Og sådan er det: hormonbehandlingen skal tweakes og justeres, men alt i alt har den gjort underværker for mig.
Jeg mener oprigtigt, at hormonbehandling burde være standardbehandling for de fleste kvinder.
Det handler ikke kun om livskvalitet, men også om hjertesundhed, stofskifte og inflammation.
Vi skal holde op med at skræmme kvinder og begynde at oplyse dem.
disclaimer
Artiklen er udelukkende udarbejdet til generel informationsbrug og udgør ikke lægelig rådgivning. Den kan ikke erstatte professionel medicinsk vurdering, diagnose eller behandling.
Menokind fraskriver sig ethvert ansvar for beslutninger truffet eller konsekvenser, direkte eller indirekte, af handlinger baseret på information i denne artikel.
