DET SKAL DU VIDE

Menopause og hjernen — hvad faldende hormoner gør for kognition, humør og søvn

Facebook
Twitter
LinkedIn
Det er ikke bare i kroppen, overgangsalderen begynder. Det er i hjernen
Det er ikke bare i kroppen, overgangsalderen begynder. Det er i hjernen

DET SKAL DU VIDE

Menopause og hjernen — hvad faldende hormoner gør for kognition, humør og søvn

Facebook
Twitter
LinkedIn

Indholdsfortegnelse

Indholdsfortegnelse

Overgangsalderen bliver ofte beskrevet som noget, der sker fra halsen og ned, men de mest markante forandringer sker rent faktisk i hjernen.

Søvnen bliver lettere og fragmenteret. Koncentrationen bliver vanskeligere at fastholde. Frygten, der får hjertet til at banke hårdt i brystkassen, dukker op som trold af en æske. Hedeture, der får kroppen til at tro, at den er til saunagus, melder sin ankomst. Og hjernetågen — den tunge, sløvende tåge, der får tanken om demens til at poppe op, før man når at afvise den.

Hvad har de her symptomer, der i mange år er blevet forklaret som stress, travlhed eller bare begyndende alderdom, egentlig til fælles?

Forskningen viser, at det, mange kvinder beskriver som hjernetåge, uro eller mental udmattelse, i virkeligheden afspejler en konkret biologisk proces: Hjernen reagerer på faldet i østrogen (Brinton et al., 2015; McEwen, 2002).

Østrogen er nemlig ikke kun et kønshormon. Det fungerer som et signalstof, der påvirker stort set alle dele af hjernen — fra de centre, der styrer hukommelse og søvn, til dem, der regulerer energi, følelser og opmærksomhed (McEwen, 2002).

Når niveauet begynder at svinge, ændres hjernens energiomsætning, blodgennemstrømning og forbindelserne mellem dens vigtigste netværk (Mosconi et al., 2021; He et al., 2021).

Det er ikke småting.

PET-scanninger viser, at hjernens glukosemetabolisme i hippocampus falder med omkring 20% i perimenopausen (Mosconi et al., 2021), mens MR-studier har vist ændringer i kommunikationen mellem frontallapper og det limbiske system — områder, der er afgørende for følelsesregulering, beslutninger og arbejdshukommelse (He et al., 2021).

Forandringen er ikke patologisk, men heller ikke neutral. Den afspejler en justering til et nyt hormonelt miljø (Bangle et al., 2025). Og for mange kvinder er det den første og mest oversete del af overgangsalderen: at den begynder i hjernen, før den mærkes i kroppen (Brinton et al., 2015; Mosconi et al., 2021).

A woman wearing a hat standing on a balcony
Når østrogen falder, ændrer hjernen sin måde at tænke, føle og sove på

Hjernens energi og struktur — et hormonelt efterskælv i hjernen

Når østrogenniveauet falder, ændrer hjernen sin måde at forbruge energi på.

Det kan måles direkte. PET-scanninger viser, at glukosemetabolismen — hjernens primære energikilde — falder med omkring 15-20% i hippocampus og temporallapperne i perimenopausen (Mosconi et al., 2021).

Det er de områder, der styrer hukommelse, læring og følelsesmæssig balance. Når østrogenreceptorerne dér bliver færre, falder cellernes evne til at optage og omsætte glukose effektivt (Brinton et al., 2015).

Samtidig påvirkes blodgennemstrømningen. MR-studier viser lavere cerebral perfusion hos postmenopausale kvinder sammenlignet med præ- og perimenopausale, særligt i præfrontal cortex og thalamus (Guo et al., 2024).

De ændringer korrelerer med reduceret aktivering i netværk, der styrer opmærksomhed og eksekutive funktioner.

På celleniveau ændres hjernens stofskifte fra glukose til fedtsyreoxidation — en slags energimæssig nødstrategi. Brinton, en af de førende forskere i neuroendokrin aldring, kalder det et “bioenergetisk skifte”, som markerer overgangen fra reproduktiv til ikke-reproduktiv neurofysiologi (Brinton et al., 2015).

Det betyder ikke, at hjernen lukker og slukker, men at den omlægger sin drift for at overleve lavere østrogenniveauer.

Nye studier har også vist ændringer i hjernens konnektivitet.

Kvinder i overgangsalderen har lavere funktionel kobling mellem præfrontal cortex og det limbiske system, især amygdala, hvilket hænger sammen med variationer i serum-østradiol (He et al., 2021).

Det samme mønster ses i øvrigt i hvilenetværk, hvor kommunikationen mellem default-mode-områder og hippocampus reduceres (Liu et al., 2021).

Samlet tyder data på, at hjernen i perimenopausen gennemgår en midlertidig, målbar reorganisering. Det er ikke neurodegeneration, men tilpasning.

Efter menopausen stabiliseres både energimetabolisme og konnektivitet, hvilket indikerer, at processen er reversibel, hurra! (Mosconi et al., 2021; Bangle et al., 2025).

Ændring i hjernens glukosemetabolisme gennem overgangsalderen

Kognition og mental klarhed — en klog hjerne i hormonelt stormvejr

Når hjernens energiforbrug ændres, mærkes det ikke som et kollaps, men som et skift i tempo… det er nok det tætteste, vi kan komme på en forklaring.

Mange beskriver det som at tænke gennem modstand — eller tyggegummi.

De kan stadig alt det, de plejer, men det kræver mere energi.

Og forskningen viser, at det ikke bare er en ‘følelse’. Faktisk viser forskningen, at op mod 60% af kvinder i perimenopausen oplever problemer med hukommelse, koncentration eller ordmobilisering (Zhu et al., 2023; Unkenstein et al., 2016).

Objektive test bekræfter, at der sker målbare ændringer i flere kognitive domæner:

I store longitudinelle studier har kvinder i perimenopausen gennemsnitligt scoret 3–8% lavere på test af verbal hukommelse og opmærksomhed sammenlignet med før overgangsalderen (Weber et al., 2013; Greendale et al., 2010).

Det er moderate forskelle, men konsekvente — og de følger østrogens kurve tættere end alderens.

De samme studier viser, at de kognitive ændringer ikke er generelle, men selektive:

Sprog, arbejdshukommelse og verbal indlæring påvirkes mest, mens visuospatiale og motoriske evner forbliver stabile (Epperson et al., 2013; Kaur & Kaur, 2022).

Det svarer til den del af hjernen, hvor østrogenreceptorerne er tættest — hippocampus og præfrontal cortex.

Interessant nok stemmer kvinders egen oplevelse af hjernetåge kun delvist overens med de resultater, der måles i kognitive tests.

Mange fortæller nemlig om kognitive vanskeligheder, selv når præstationen objektivt ligger inden for normalområdet (Weber et al., 2012).

Det tyder på, at symptomerne ikke kun handler om præstation, men om følelsen af at tænke anderledes — et fænomen, der sandsynligvis opstår, fordi østrogenmangel ændrer signalstyrken i netværk, der forbinder tanke, fokus og emotion (He et al., 2021).

Den helt gode nyhed er, at ændringerne ser ud til at være midlertidige.

I de fleste studier stabiliseres den kognitive funktion 6–24 måneder efter sidste menstruation (Maki et al., 2021).

Hjernen tilpasser sig simpelthen det nye hormonelle miljø, og mange kvinder oplever, at klarheden vender tilbage — ikke nødvendigvis som før, men som en ny form for fokus.

Hvor mange oplever egentlig hjernetåge?

Forbløffende mange! 58% af kvinder i perimenopausen oplevede moderat til svær hjernetåge i spørgeskemaet Everyday Memory Questionnaire-Revised (Zhu et al., 2023). Til sammenligning gjaldt det kun 30% af de postmenopausale kvinder.

Søvn og døgnrytme — når natten holder op med at give ro

En af de mest udbredte — og mindst anerkendte — forandringer i overgangsalderen er søvnen.

Omkring 40–60% af kvinder i perimenopausen oplever søvnforstyrrelser, og hyppigheden stiger yderligere efter menopausen (Baker et al., 2018; Xu et al., 2014).

Det er ikke kun antallet af timer, der ændres, men selve søvnens struktur.

Den dybe N3-søvn bliver kortere, REM-fasen mere fragmenteret, og kvinder vågner oftere i de tidlige morgentimer.

Forstyrrelserne afspejler østrogenets og progesteronets rolle i hjernens døgnrytme.

Østrogen stimulerer serotonerge og kolinerge baner, der regulerer både søvninitiering og REM-cyklus, mens progesteron virker som en GABA-agonist og fremmer den dybe, restituerende søvn (McEwen, 2002).

Når disse niveauer falder, bliver søvnen mere overfladisk, og vågneperioderne længere.

Vasomotoriske symptomer — især hedeture og nattesved – spiller en væsentlig rolle.

I tværsnitsdata fra SWAN-studiet rapporterede 28% af kvinder i tidlig perimenopause hyppige opvågninger relateret til hedeture, mod 16% af præmenopausale kvinder (Williams et al., 2008). I postmenopausen steg tallet til 38%.

Sammenhængen er klar: jo mere udtalte vasomotoriske symptomer, desto lavere søvnkvalitet og højere dagtræthed (Woods et al., 2023).

Men ikke alle søvnproblemer kan forklares af hedeture alene.

Funktionelle MR-studier viser ændret aktivitet i hypothalamus og thalamus — hjernens centrale døgnrytme- og temperaturkontrolområder — i takt med faldet i serum-østradiol (He et al., 2021).

Det antyder, at hormonernes rolle i søvnen går langt ud over symptomerne.

Manglende søvn forstærker igen de kognitive og følelsesmæssige konsekvenser.

Kvinder, der oplever dårlig søvn i perimenopausen, præsterer signifikant lavere på opmærksomheds- og hukommelsestest, uafhængigt af alder og uddannelsesniveau (Greendale et al., 2010).

Det, der ofte tolkes som “hjernetåge”, kan derfor lige så meget være søvnunderskud som neurokognitiv forandring.

Gode nyheder: Selv om søvnen sjældent vender tilbage til præmenopausal stabilitet, tyder longitudinelle data på delvis restitution: i SWAN-studiet rapporterede andelen af kvinder med svær insomni et fald fra 39% i tidlig postmenopause til 27% fem år senere (Baker et al., 2018).

Den hormonelle tilpasning ser altså ud til gradvist at give ro igen.

Hvor mange kvinder oplever egentlig massive søvnforstyrrelser?
Præmenopause
Perimenopause
Postmenopause

Følelser og stemningsleje — når hjernen mister sin hormonelle beskyttelse

Et af de mest veldokumenterede, men stadig undervurderede, aspekter af overgangsalderen er, hvor direkte hormonsvingninger påvirker kvinders følelsesliv.

Store befolkningsstudier viser, at risikoen for depression fordobles i perimenopausen sammenlignet med før overgangsalderen (Bromberger et al., 2011; Cohen et al., 2006).

Angstlidelser følger samme mønster, med en global stigning på 31% i forekomsten blandt kvinder i alderen 45–55 år (Zhang et al., 2025).

De følelsesmæssige udsving er ikke bare reaktioner på søvnmangel eller livsomstændigheder, men hænger tæt sammen med ændringer i hjernens signalstoffer.

Faldet i østrogen påvirker serotonerge og dopaminerge systemer — de kredsløb, der regulerer belønning, motivation og følelsesmæssig stabilitet (Brinton et al., 2015).

Når østrogenreceptorerne i amygdala og præfrontal cortex mister deres stimuli, bliver følelsesreguleringen mindre effektiv.

Det er derfor, mange kvinder beskriver, at de pludselig reagerer kraftigere følelsesmæssigt — uden at vide hvorfor.

Studier viser, at 50-70% af kvinder i tidlig perimenopause oplever flere symptomer på irritabilitet, uro og lav stress-tolerance end både yngre og ældre kvinder (Campbell et al., 2017; Mulhall et al., 2018).

Forskellen aftager gradvist, efterhånden som hjernen tilpasser sig det nye hormonelle niveau.

På MR-scanninger ses, at kvinder i perimenopausen har lavere aktivitet i præfrontal cortex og øget aktivitet i amygdala, når de udsættes for følelsesmæssige stimuli — præcis det mønster, man også ser ved midlertidig hormonel deprivation i yngre kvinder (Berent-Spillson et al., 2012; He et al., 2021).

Det tyder på, at det, mange oplever som uforklarlig grådlabilitet, vrede eller overfølsomhed, faktisk er en målbar ændring i hjernens følelsescentre.

Det er samtidig et af de symptomer, der oftest bliver fejlfortolket som rent psykologiske.

Kvinder bliver mødt med stressdiagnoser eller antidepressiva, hvor den egentlige årsag er neuroendokrin: et tab af østrogens beskyttende virkning på hjernen.

Behandling med østrogen — alene eller i kombination med progesteron — har i flere randomiserede studier vist at reducere risikoen for nye depressive episoder med 25–50%, særligt når den gives tidligt i forløbet (Tirkkonen et al., 2022; Wariso et al., 2017).

Eller sagt på en anden og mere direkte måde: Når østrogen falder, mister hjernen en slags ‘buffer’ mod følelsesmæssig overreaktion.

Ikke fordi kvinder bliver mere sårbare, men fordi den biologiske beskyttelse midlertidigt forsvinder.

Risiko for depression gennem overgangsalderens faser

Energi og motivation — hjernen mister sit drive

En af de mest oversete forandringer i overgangsalderen er ikke den fysiske træthed, men den mentale.

Mange kvinder beskriver, at de mister “gnisten” — ikke fordi de føler, at de har en depression, men de føler sig så udmattede, at selv små ting kræver mere viljestyrke end før. 

Forklaringen er, at østrogen fungerer som en regulator for hjernens dopaminerge system — det, der driver motivation, energi og lyst til at handle.

Når østrogen falder, falder dopaminsignaleringen i nucleus accumbens og præfrontal cortex tilsvarende (McEwen, 2002; Brinton et al., 2015).

Det betyder, at hjernen reagerer svagere på belønning og motivation — den samme mekanisme, der ses ved mild apati eller energitab efter langvarig stress.

PET-scanninger viser, at glukosemetabolismen i frontostriatale netværk falder med omkring 10–15% i perimenopausen (Mosconi et al., 2021).

Det er de samme områder, der styrer initiativ og målorienteret adfærd.

Kvinder beskriver det præcist: De ved, hvad de burde gøre, men signalet mellem tanke og handling føles svagere.

Den manglende energi hænger tæt sammen med søvnforstyrrelser og termoregulatoriske ændringer, men studier viser, at træthed og nedsat drive ofte opstår, selv hos kvinder uden udtalte hedeture (Baker et al., 2018).

Det peger igen på hjernen som kilde snarere end konsekvens.

Samtidig ændrer faldet i østrogen balancen mellem dopamin og serotonin, så den følelsesmæssige reaktion på belønning dæmpes.

I longitudinelle studier fra SWAN-kohorten rapporterede 42% af kvinder i overgangsalderen tab af interesse for aktiviteter, de tidligere fandt meningsfulde — uden at opfylde kriterier for depression (Campbell et al., 2017).

Nogle af de samme mønstre kan ses i dyremodeller: Når østrogen fjernes, reduceres aktiviteten i dopaminneuroner med op til 30%, og genaktiveres, når østrogen tilføres (Brinton et al., 2015).

Det bekræfter, at det ikke handler om viljestyrke, men om signalstyrke.

For mange kvinder bliver dette stadie derfor et paradoks: Høj kompetence, lav energi. De har stadig evnerne, erfaringen og ønsket — men mangler det neurokemiske brændstof.

For nogle vender drivkraften tilbage spontant efter overgangsalderen, når hjernen har etableret et nyt hormonelt nulpunkt (Weber et al., 2021).

For andre kan hormonbehandling eller målrettet dopaminerg støtte gøre forskellen mellem at “kunne” og at “ville”.

Menokind - Menopause og hjernen — hvad faldende hormoner gør for kognition, humør og søvn
Hjernen mister ikke vilje. Den mister brændstof

Tilpasning og restitution — hjernen kalibrerer sig på ny

Det kan alt sammen lyde meget loom & gloom-agtigt. Men overgangsalderen markerer faktisk ikke en nedbrydning, men en reorganisering.

Efter den turbulente perimenopause begynder hjernen gradvist at finde en ny stabilitet. Hvor energiomsætning og forbindelser tidligere var i fluks, indtræder et nyt mønster af aktivitet.

Studier med PET- og MR-scanninger viser, at glukoseforbruget i hjernen, som falder markant under perimenopausen, delvist genoprettes 12–24 måneder efter sidste menstruation (Mosconi et al., 2021).

De områder, der var mest påvirkede — hippocampus, præfrontal cortex og temporallapperne — viser igen mere stabile forbindelser.

Det tyder på, at hjernen ikke mister kapacitet, men tilpasser sig et nyt hormonelt grundniveau.

Det er samme mekanisme, man kender fra pubertet og graviditet: massive neuroendokrine udsving efterfulgt af reorganisering.

Perimenopausen er den tredje store neurobiologiske overgang i kvinders liv (Brinton et al., 2015).

I denne fase opstår midlertidig “neuronal støj”, men også mulighed for ny plasticitet.

Flere studier peger på, at kvinder efter overgangsalderen præsterer lige så godt — og på visse parametre bedre — på test af problemløsning og beslutningstagning end både yngre kvinder og jævnaldrende mænd (Martino et al., 2022).

Det hænger sammen med, at hjernen ikke længere skal kompensere for hormonelle udsving, men arbejder ud fra et mere konstant signalniveau.

Neuroimaging viser også øget konnektivitet i det såkaldte default mode network — det netværk, der aktiveres ved refleksion, planlægning og indre tænkning — efter overgangsalderen (Mosconi et al., 2024).

Det tyder derfor, at den modne kvindelige hjerne opnår en ny form for stabil effektivitet: færre udsving, mere fokus.

Det betyder ikke, at alle symptomer forsvinder, eller at hjernen “vender tilbage til, som den var”. Men den finder en ny rytme.

I stedet for at reagere på hormonelle skift i cyklus, opererer den nu på et mere jævnt signalniveau — en tilstand, der for mange føles som en mental lettelse.

Når man forstår overgangsalderen som en neurobiologisk omstilling snarere end en nedgang, bliver perspektivet et andet:

Hjernen mister ikke sin skarphed, den omskriver sin manual.

A thoughtful mature woman organizing her artistic workspace with creative passion in a serene studio
Hjernen skal omstilles. Ikke fixes

Inflammation og sårbarhed — når kroppen taler med hjernen

Men hvorfor er det, at 1 ud af 3 ikke får det skidt af de fluktuerende, og siden faldende, hormoner, mens 1 ud af 3 bliver så dårlig, at det går ud over,,, alt?

Lad det være sagt: Der er stadig meget, vi ikke forstår om, hvorfor nogle kvinder bliver hårdere ramt end andre.

Men en del af forklaringen ser ud til at ligge i immunforsvaret.

I de seneste år er flere studier begyndt at vise, at forhøjet systemisk inflammation — målt som CRP og cytokiner — kan forstærke de kognitive og følelsesmæssige reaktioner på hormonfald.

Kvinder med de højeste inflammationsniveauer i perimenopausen har op til 40% større risiko for markant fald i verbal hukommelse sammenlignet med kvinder med lav inflammation (Metcalf et al., 2022).

Forskningen peger også på, at tidligere livsbegivenheder — især barndomstraumer og kronisk stress — kan interagere med inflammationsmarkører og forstærke hormonernes effekt på hjernen.

Det betyder, at det ikke kun er østrogenet, der ændrer sig, men hele kroppens neuroimmunologiske balance.

Denne sammenhæng kan forklare, hvorfor to kvinder med samme hormonprofil oplever overgangsalderen helt forskelligt.

For nogle er faldet i østrogen en stille overgang; for andre udløser det en kaskade af søvnforstyrrelser, angst og kognitiv uro.

Den gode nyhed er, at sammenhængen også betyder, at der er mange indgange til lindring:

Motion, søvn, kost og stressreduktion reducerer inflammationsniveauet, og dermed også hjernens sårbarhed.

For kvinder med særlig høj belastning kan hormonbehandling eller målrettet antiinflammatorisk støtte give en mere stabil overgang til den nye neurokemiske normal.

Det er netop den slags forskning, vi har manglet.

I årtier blev kvindekroppen betragtet som for uforudsigelig til videnskab, men måske var det i virkeligheden videnskaben, der var for enkel til kroppen.

Nu begynder vi langsomt at forstå, at kvinders biologi ikke er et forstyrrende element — men et komplekst system, der endelig bliver taget alvorligt.

disclaimer

Få seneste nyt

Menokinds nyhedsbrev

Hver uge undersøger vi — blandt meget andet, hvad forskningen siger om hormoner, hjerne, psyke og søvn. Og vi bringer det til dig i et format, der er til at forstå og til at stole på.

Relaterede artikler

Mere viden. Flere perspektiver

Udforsk flere artikler fra Menokind, hvor vi går i dybden med hormoner, hjerne, symptomer og sammenhænge, der alt for længe er blevet overset.